Uttrup Ludwig bliver holdkammerat med Tour-vinder

11. OKT 2024 • 12:04SPORT

Cecilie Uttrup Ludwig bliver holdkammerat med blandt andre Katarzyna Niewiadoma hos Canyon.

Den danske cykelrytter Cecilie Uttrup Ludwig har lavet en toårig kontrakt med det tyske hold Canyon/Sram Racing.

Det skriver holdet fredag på sin hjemmeside.

- Jeg elsker holdets aggressive kørestil og manglende frygt for at tabe. Jeg er sikker på, at jeg passer godt ind i den måde at køre på. Det er præcist den slags rytter, jeg sigter efter at være, siger Uttrup Ludwig.

Den 29-årige dansker tiltræder fra årsskiftet og bliver holdkammerat med blandt andre den forsvarende Tour de Frances Femmes-vinder, polakken Katarzyna Niewiadoma.

Uttrup Ludwig meddelte torsdag, at hun skulle videre efter fem år hos franske FDJ, hvor hun lavede karrierens største resultater.

I 2022 vandt hun World Tour-etapeløbet Tour of Scandinavia samlet, og samme år blev det også til en etapesejr i Tour de France.

Hendes sidste sæson på FDJ blev dog ikke specielt mindeværdig. Hun startede ellers stærkt med en etapesejr i Tour Down Under, men styrtede i slutningen af februar i Omloop Het Nieuwsblad.

- 2024 har været en hård sæson for mig. Mange styrt og sygdom. Jeg vil virkelig gerne lægge alt det bag mig og genfinde min gamle form.

- På den måde kan jeg bidrage til et superdynamisk hold, og vi kan nå vores fælles mål, siger Uttrup Ludwig til Canyons hjemmeside.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT