De amerikanske konkurrencemyndigheder har godkendt fusionen mellem medieselskaberne Paramount og Warner Bros.
Filmselskabet Paramounts opkøb af Warner Bros. Discovery er fredag blevet godkendt af de amerikanske konkurrencemyndigheder.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Justitsministeriets afdeling for konkurrencelovgivning skriver i en udtalelse, at den har gennemgået aftalen og konkluderer, at fusionen sandsynligvis ikke vil skade konkurrencen eller de amerikanske forbrugere.
Opkøbet kan i stedet bidrage til øget konkurrence, tilføjes det.
I februar meddelte de to selskaber, at de havde indgået en formel aftale, der værdisatte Warner Bros. Discovery til 110 milliarder dollar. Det svarer til godt 700 milliarder kroner.
I slutningen af april sagde aktionærerne i Warner Bros. Discovery ja til overtagelsen.
Det fusionerede selskab vil kontrollere en lang række medier - blandt andet mediet CNN, filmselskabet Warner Bros. Pictures og streamingtjenesten HBO Max.
Warner Bros. Discovery satte sig selv til salg i oktober sidste år.
Få måneder senere kom det frem, at Netflix havde indgået en aftale om at købe selskabet, men kort tid efter meldte Paramount sig på banen.
Siden fulgte en langvarig budkrig, som sidstnævnte endte med at vinde.
Fusionen har skabt bekymringer flere steder. Hundredvis af skuespillere og instruktører har i et fælles brev modsat sig fusionen og advaret om, at den vil hæmme produktionen.
Justitsministeriets afdeling for konkurrencelovgivning mener ikke, at der er bevis for, at opkøbet vil føre til mindre produktion.
I sidste uge kom det frem, at ti amerikanske delstater forbereder et søgsmål, der har til formål at forhindre sammenlægningen. Meldingen kom fra to unavngivne kilder med kendskab til sagen til nyhedsbureauet Reuters.
Californien og New York er blandt de delstater, som forbereder et søgsmål, lød det.
Ifølge mediet Bloomberg kan søgsmålet blive anlagt senere i juni, skriver AFP.
/ritzau/