Frederik Vesti nyder første Mercedes-tur i Formel 1-bil

12. JUN 2026 • 21:30SPORT

Det var nyttigt, at Frederik Vesti kunne høste viden om Mercedes-bilen, mener den danske racerkører.

Frederik Vesti fik mulighed for at høste værdifuld viden i fredagens Formel 1-træning, da reservekøreren for første gang sad bag rattet i Mercedes-bilen.

Det udnyttede Vesti til fulde, mener danskeren selv, da han satte ord på oplevelsen i Barcelona.

- Jeg har kørt denne bil så meget i simulatoren, så det var en fantastisk oplevelse at sætte mig bag rattet i bilen for allerførste gang i virkeligheden.

- Der var nogle gode overraskelser med hensyn til dens ydeevne, og der er helt sikkert nogle ting, vi kan forbedre. Det var dagens hovedmål, så jeg er tilfreds med det, siger Vesti til holdets hjemmeside.

Selve Formel 1-løbet køres søndag i Barcelona, og her er Vesti tilbage i rollen som tilskuer.

Vesti tog del i den første træning fredag, hvor Mercedes-makkeren George Russell var hurtigst af alle.

Ud af de 21 kørere endte Vesti som nummer 15 - omkring to sekunder efter Russell.

Danskeren forklarede dog, at han havde nogle dækproblemer, som gjorde, at han måtte skifte dæk tidligt. Derfor følte han ikke, at han kunne få det optimale ud af bilen.

- Det vil forhåbentlig vise sig nyttigt for holdet resten af weekenden. Vi ser ud til at være med i kampen i front, og vores mål er at fortsætte momentum fra det, der var en positiv første dag her i Barcelona, siger Vesti.

Ved fredagens anden træning var Kimi Antonelli tilbage som makker til Russell, og begge kørere endte blandt de fem hurtigste.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT