Maxim Van Gils vandt fredagens bjergrige etape i Tour Auvergne-Rhône-Alpes foran Tobias Halland Johannessen.
Tobias Halland Johannessen åbnede spurten og var tæt på at tage etapesejren, men den norske rytter fra Uno-X kunne ikke holde Maxim Van Gils (Red Bull) bag sig.Maxim Van Gils vandt 6. etape af etapeløbet Tour Auvergne-Rhône-Alpes, der tidligere er kendt som Critérium du Dauphiné.
Den 26-årige belgier havde flere kræfter i benene efter en generelt hård etape, der bød på flere stigninger over de 182 kilometer fra Saint-Vulbas til Crest-Voland.
Tobias Halland Johannessen sad i finalen og skulle kæmpe mod hele to Red Bull-ryttere, da også Luke Tuckwell var med i den forreste trio.
Det endte med at blive den helt store triumf for Red Bull, da Luke Tuckwell overtog løbets gule førertrøje.
Dermed tog Red Bull-mandskabet altså både etapesejren og førertrøjen.
Luke Tuckwell har et forspring på 1 minut og 12 sekunder ned til Bruno Armirail (Visma) inden løbets to sidste etaper lørdag og søndag.
Her venter der rytterne flere hårde bjerge.
Længere nede i feltet kunne Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) ikke følge med de stærkeste bjergryttere. Danskeren måtte slippe og mistede lidt tid i det samlede klassement.
Skjelmose faldt tre pladser tilbage i den samlede stilling og er nu nummer ni med lidt over tre minutter op til Luke Tuckwell.
Heller ikke Skjelmoses holdkammerat Juan Ayuso kunne følge med.
Spanieren faldt ligeledes tre placeringer tilbage og er noteret for samme tid som danskeren i klassementet.
/ritzau/