Kinesisk rekordkøb tager hjem til Brasilien efter 12 års fravær
Den tidligere Chelsea-kreatør Oscar har lavet en treårig kontrakt med barndomsklubben São Paulo.
Efter otte år i Kina og godt fire år i England vender den brasilianske midtbanekreatør Oscar hjem til Brasilien.Her har han lavet en treårig kontrakt med São Paulo, som han var ungdomsspiller hos og fik sine første seniorkampe for.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
- Jeg er glad for at være tilbage i Brasilien og spille for São Paulo. Det var klubben, hvor jeg startede ud, og det er her, jeg skabte en base og voksede op, siger 33-årige Oscar.
Han skiftede som teenager videre til Internacional og blev siden solgt videre til engelske Chelsea.
Her var han som fast mand med til at vinde blandt andet med til at vinde Premier League, Europa League og Liga Cuppen.
Efter 38 mål i 203 kampe for Chelsea blev han i januar 2016 solgt til kinesiske Shanghai SIPG i en yderst opsigtsvækkende handel.
Dels var han brasiliansk landsholdsspiller og eftertragtet af europæiske storklubber som Milan, Inter, Juventus og Atlético Madrid, og dels satte han både kinesisk og asiatisk transferrekord med en salgspris på 60 millioner euro, svarende til 450 millioner kroner.
Det er otte år senere stadig transferrekord i Kina, hvor tempoet er faldet drastisk i forhold til at bruge store millionbeløb på spillerindkøb og lønninger.
Han har erkendt, at en astronomisk årsløn på anslået til knap 27 millioner dollar, eller omkring 190 millioner kroner var afgørende.
- Jeg kom fra en meget fattig social baggrund i Brasilien. Vi havde ingenting. Dette er frugten af mit arbejde, og når jeg tjener, hvad jeg gør, er det fordi, jeg lykkedes.
- Jeg havde andre virkelig gode tilbud fra Europa, men jeg tænkte lidt mere på min familie. Derudover er jeg stadig ung og kan vende tilbage til Europa, sagde 26-årige Oscar til The Guardian i 2017.
Oscar vendte aldrig tilbage til Europa. I stedet vandt han tre kinesiske mesterskaber med Shanghai, som han spillede 248 kampe og scorede 77 mål for.
Skiftet til kinesisk fodbold betød, at han ikke siden har fået en landskamp for Brasilien, hvor han har stået stille på 48 kampe og 12 mål siden 2016.
Til gengæld har han ifølge blandt andre mediet Goal tjent et beløb svarende til mere end 1,5 milliarder kroner i sine otte år i Kina.
Han var åben for at blive, men et nyt lønloft dikteret af det kinesiske fodboldforbund på 22,5 millioner kroner om året betød ingen forlængelse og farvel til Shanghai-klubben, der nu hedder Shanghai Port.
/ritzau/