United afværger kollaps og er i semifinale efter vildt drama

17. APR 2025 • 23:59SPORT

Med tre mål på syv minutter vendte Manchester United 2-4 til 5-4 i forlænget spilletid mod Lyon.

Efter et fuldstændig vanvittigt drama er Manchester United klar til semifinalen i Europa League.

United var bagud med 2-4 mod Lyon med ti minutter tilbage af den forlængede spilletid, men United scorede tre gange på syv minutter og vandt med 5-4. Og dermed 7-6 sammenlagt.

Harry Maguire blev den helt store helt, da han i tillægstiden headede sejrsmålet ind i det lange hjørne.

Længe så det ellers ud til, at United havde smidt det hele på gulvet. Med 20 minutter tilbage førte United med 2-0, men Lyon fremtvang forlængelse med to scoringer.

Trods en mand i undertal scorede Lyon til både 3-2 og 4-2, men United leverede et comeback til historiebøgerne.

Dermed kan Manchester United stadig nå at redde en sæson, der i Premier League har været ekstremt skuffende.

Ender Europa League i triumf, står der Champions League på menuen i den kommende sæson.

United stillede med Rasmus Højlund og Patrick Dorgu fra start, og senere kom Christian Eriksen på banen, men ingen af dem kom ikke til at spille hovedroller i det vilde drama.

Det var en hæsblæsende kamp på Old Trafford, hvor hjemmeholdet kom ud med stor energi.

Blot ti minutter var spillet, da United satte en flot angreb op, og Manuel Ugarte satte trumf på ved at udnytte en servering fra Alejandro Garnacho.

United havde flere store chancer og fordoblede føringen kort før pausen, da Diego Dalot sled sig fri af sin direkte modstander og scorede via stolpen.

Garnacho havde en stor chance for at score til 3-0, og det trak op til sikkert United-avancement, men 20 minutter før tid skabte Corentin Tolisso ny spænding, da han headede reduceringen ind.

Nu var United på hælene, og Lyon udnyttede momentum til at udligne til 2-2, da Nicolás Tagliafico flugtede bolden over stregen fra den bageste del af feltet.

I slutningen af kampen blev Lyon reduceret til ti spillere, da Tolisso fik gult for anden gang, og dermed gik United til den forlængede spilletid i overtal.

Ti minutter inde i forlængelsen blev Dorgu udskiftet, og i samme sekvens blev Christian Eriksen sendt i aktion. Kort efter slog Lyon til, da Rayan Cherki afsluttede en kontra med et resolut spark fra kanten af feltet.

Lyon scorede også til 4-2 på et straffespark sat ind af Alexandre Lacazette.

Det lignede en afgørelse i fransk favør, men med syv minutter tilbage af forlængelsen fik United et straffespark, som Bruno Fernandez udnyttede.

Og det endte i vanvid. I det 120. minut udlignede Kobbie Mainoo, og bolden var knap givet op igen, før Maguire fik Old Trafford til at eksplodere i jubel.

Nu venter en semifinale mod spanske Athletic Bilbao, der slog skotske Rangers ud med 2-0 torsdag efter 0-0 i den første kamp.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT