Ungarn sikrer med besvær kvartfinale i Danmarks mellemrundepulje

5. DEC 2025 • 19:38SPORT

Længe lignede det, at Japan ville overraske, men Ungarn fik det fornødne point og er kvartfinaleklar ved VM.

En af de største overraskelser ved dette års håndbold-VM for kvinder så længe ud til at skulle ske fredag aften, men til sidst kæmpede Ungarn sig tilbage mod Japan og fik 26-26, hvilket var nok til at sikre kvartfinalepladsen.

Med det ene point snupper ungarerne den ene kvartfinaleplads i Danmarks mellemrundepulje. Danskerne kan med point senere fredag mod Schweiz følge trop.

Undervejs så det ellers ikke ud til, at Ungarns kvartfinaleplads skulle komme i hus fredag aften.

Japanerne, der har danske Morten Soubak som landstræner, spillede lige op og mere til. Undervejs i anden halvleg var japanerne foran med seks mål.

Men ungarerne fik altså kæmpet tilbage, og det gav en nervepirrende afslutning, hvor Japan i det sidste minut angreb for sejren.

En ungarsk parade kom i vejen for et japansk forsøg få sekunder før tid, og så var Ungarns kvartfinaleplads en realitet.

Holdet har inden den sidste mellemrundekamp syv point, og det er kun Danmark på andenpladsen, der kan nå ungarerne. Nummer et og to i mellemrunden avancerer til kvartfinalerne.

Danmark og Ungarn mødes i sidste mellemrundekamp.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT