Asien sender signal om støtte til Infantino ved præsidentvalg
Infantino har ifølge præsident for Asiens Fodboldforbund opbakning til ny periode blandt forbundets medlemmer.
Gianni Infantinos kandidatur til præsidentvalget i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har bred opbakning blandt medlemmerne i Asiens Fodboldforbund (AFC).Det siger forbundets præsident, sheikh Salman bin Ibrahim Al Khalifa, fredag i en åbningstale på en ekstraordinær AFC-kongres, der foregår i Japans hovedstad, Tokyo.
Gianni Infantino, der har været præsident for Fifa siden 2016, er til stede på kongressen. Han søger genvalg i marts 2027.
- Du har besøgt mange lande i Asien. Jeg har talt med mange medlemslande på dette kontinent. Jeg ved, hvad I føler.
- Og jeg mener også, at jeres opbakning er tydelig. Jeres støtte til Gianni er meget klar, siger Salman bin Ibrahim Al Khalifa.
Gianni Infantino har de seneste måneder været i kraftig modvind efter et forslag om at sælge dele af de kommercielle rettigheder til Fifas fodboldturneringer til investorer. Blandt andet VM.
Det skabte stor utilfredshed blandt medlemslandene, særligt i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Fodboldforbundet for Nord- og Mellemamerika samt Caribien (Concacaf).
Sammen med præsidenterne for Uefa og Concacaf skrev AFC-præsident, sheikh Salman bin Ibrahim Al Khalifa, dengang i en fælles erklæring, at Infantino havde svigtet deres tillid.
Forslaget blev sidenhen skrottet, men utilfredsheden med Infantino er ikke forduftet.
Den schweiziske Fifa-præsident har senere undskyldt forløbet omkring planerne.
Formand for Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, har for nylig sagt, at der fra europæisk side vil komme en modkandidat til Infantino i forbindelse med præsidentvalget.
Ifølge Fifas regler kræver det 106 stemmer for at vinde valget.
Forbundet har 211 medlemslande.
Uefa repræsenterer 55 nationer, mens AFC har 47 medlemslande.
Ved Fifas kongres er det de nationale forbund, der skal afgive deres stemme.
RITZAU/Reuters
