Tyskland leger sig til VM mod chanceløse slovakker
De tyske værter spillede besnærende fodbold, da de ydmygede Slovakiet med 6-0 og sikrede sig plads ved VM.
Intet VM uden Tyskland.Sådan har det været i nyere fodboldhistorie, og det bliver der ikke lavet om på ved næste års slutrunde i USA, Canada og Mexico.
Mandag aften skaffede tyskerne sig adgang ved at besejre Slovakiet 6-0 på hjemmebane i Leipzig.
Tyskerne dominerede og eliminerede enhver tvivl om udfaldet af den afgørende kvalifikationskamp før pausen.
For Slovakiet, der slutter som toer i gruppen foran Nordirland og Luxembourg, går den mulige vej til VM nu gennem næste års playoffkampe.
Slovakkerne havde skabt spænding om VM-skæbnen i gruppen ved at slå Tyskland i det omvendte opgør.
Men i udekampen skulle der en sejr på bordet, og den kom Slovakiet aldrig i nærheden af.
Tyskland sværmede om det slovakiske mål fra første minut, og belønningen kom efter 18 minutter.
Fra højre side fandt Joshua Kimmich tårnhøje Nick Woltemade, som stangede målet til 1-0 i nettet.
Slovakiet fik godt nok en enorm dobbeltchance umiddelbart efter, men så var det også slut med gæstfriheden fra tyskernes side.
Efter knap en halv time brændte Serge Gnabry en friløber, men gjorde skaden god igen umiddelbart efter med scoringen til 2-0.
Det blev også 3-0 og 4-0 før pausen, hvor Leroy Sané havde sidste fod på sublime tyske angreb og passerede den tidligere Esbjerg-målmand Martin Dubravka to gange.
Nu var billetten reelt i hus, og publikum kvitterede med en bølge, som var opgøret i gang med sidste minut.
Brodden blev naturligt nok taget af det tyske stormløb i anden halvleg, hvor Slovakiet erkendte nederlaget og stillede sig mere kompakt.
Men når kombinationerne gik stærkt, voldte de stadig gæsterne store problemer.
Indskiftede Ridle Baku kom midtvejs i halvlegen på tavlen med målet til 5-0, før Leipzig-kollegaen Assan Ouedraogo satte punktum for afklapsningen ti minutter før tid.
Viser Tyskland samme niveau til sommer, kan de skuffende resultater fra de seneste to verdensmesterskaber meget vel blive afløst af større succes.
/ritzau/
