Dommer blokerer Kennedys ændringer i USA's vaccinepolitik

17. MAR 2026 • 00:45UDLAND

Robert F. Kennedy Jr. er vaccineskeptiker og vil nedbringe antallet af vacciner, som USA anbefaler.

En amerikansk dommer har mandag blokeret for sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr.'s implementering af større ændringer i USA's vaccinepolitik.

Det fremgår af en afgørelse fra dommeren Brian Murphy ved en føderal domstol i Massachusetts.

Flere førende medicinske grupper, herunder American Academy of Pediatrics og American College of Physicians, sagsøgte administrationen, efter at ændringerne blev gennemført i januar.

Mandag siger dommer Brian Murphy, at organisationerne sandsynligvis vil få medhold i retten for argumentet om, at ændringerne er "vilkårlige og lunefulde".

- Der findes en metode for, hvordan disse beslutninger historisk set er blevet truffet – en videnskabelig metode, der er lovfæstet gennem procedurekrav.

- Desværre har regeringen set stort på disse metoder og derved undergravet integriteten af sine handlinger, lyder det i Murphys afgørelse.

Kennedy er vaccineskeptiker og nedbragte i januar antallet af vacciner, som USA's regering anbefaler. Anbefalinger af vacciner mod rotavirus, influenza, meningokoksygdom og hepatitis A blev droppet.

Da Kennedy blev indsat som minister sidste år, fyrede han de tidligere medlemmer af vaccinerådet Acip og sammensatte rådet med personer, hvis holdning til vacciner afspejler hans egen.

Murphy skriver videre i afgørelsen, at da Kennedy i januar vendte op og ned på børnevaccinationsprogrammet, fulgte han ikke de korrekte procedurer.

Det var ulovligt, at afgørelsen gik helt uden om Acip, da den reducerede anbefalingerne, skriver Murphy.

Den største sammenslutning af børnelæger i USA, American Academy of Pediatrics, hilser afgørelsen kærkommen og udtaler, at ændringerne har "skabt kaos og forvirring for forældre og børnelæger over hele landet."

En talsmand for sundhedsministeriet ved navn Andrew Nixn udtaler skriftligt, at ministeriet "ser frem til, at dommerens beslutning bliver omstødt".

Kendelsen vil næsten med sikkerhed blive kæret.

Det baner vej for en langvarig juridisk rutsjebanetur, der vil sætte store medicinske organisationer op mod den føderale regering i spørgsmålet om, hvem der har det sidste ord, når det gælder udformningen af landets vaccinepolitik.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT