DAO begynder uddeling af over fire millioner valgkort natten til torsdag

11. MAR 2026 • 13:10ERHVERV/POLITIK

DAO deler i løbet af natten de første valgkort ud i Danmark. Det vil tage cirka otte dage at uddele alle kort.

Distributionsvirksomheden DAO begynder omdelingen af valgkort natten til torsdag.

Det oplyser virksomheden til TV 2 Kosmopol.

- Status fra vores samarbejdspartnere er, at de er foran på print og kuvertering af valgkort, siger Steen Breiner, der er kommunikationsansvarlig, til mediet.

Det lyder desuden fra Steen Breiner, at det vil tage mellem otte og ti dage at få uddelt samtlige valgkort til de danske borgere. Man skal derfor ikke være bekymret, hvis det endnu ikke ligger i postkassen torsdag.

Ifølge den seneste opgørelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som stammer fra 9. marts 2026, så er der omkring 4,3 millioner danske borgere, der kan stemme ved det kommende folketingsvalg.

Valget afholdes 24. marts.

Alle stemmeberettigede borgere skal som udgangspunkt have modtaget et valgkort senest fem dage før valgdagen, fremgår det af Folketingets hjemmeside.

Det er dog stadig muligt at afgive sin stemme til folketingsvalget, hvis ens valgkort skulle gå tabt i posten.

I det tilfælde skal man blot medbringe enten pas, kørekort eller sundhedskort.

Steen Breiner siger til TV 2 Kosmopol, at DAO forsøger at aflevere valgkortet af tre forsøg, hvis det ikke skulle lykkes første gang.

I så fald vil det blive forsøgt afleveret i løbet af formiddagen og igen i løbet af eftermiddagen, hvis det heller ikke lykkes anden gang.

Derefter vil valgkortet blive sendt retur, hvis det ikke har været muligt at få kontakt, lyder det.

DAO overtog brevomdelingen fra PostNord ved begyndelsen af 2026.

Det har tidligere lydt fra virksomheden, at der var udarbejdet en "god og meget gennemarbejdet plan".

TV 2 Kosmopol fik da indblik i planen, hvor det fremgik, at DAO forventer at udsende omkring 800.000 valgkort per dag seks dage i træk.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT