Brøndby slider sig til sen sejr på vindblæst aften i Fredericia

5. OKT 2025 • 22:04SPORT

Brøndby fik hul på bylden i slutfasen, da oprykkerne FC Fredericia blev nedlagt med 2-0 i Superligaen.

Det var ikke et festfyrværkeri, men på en bøvlet og vindblæst aften i Fredericia kunne Brøndby IF rejse hjem med tre point i banken og en 2-0-sejr.

Oprykkerne og en kraftig vind drillede ellers de blågule favoritter i store dele af kampen. To mål i de sidste ti minutter sørgede dog for tre vigtige point til Brøndbys topstrid.

Klubben fra den københavnske vestegn spiller sig således tættere på toppen på grund af en pointdeling mellem FC København og FC Midtjylland tidligere søndag.

Brøndby er nummer fire med 21 point ligesom FCK. Midtjylland er nummer tre med et enkelt point mere.

Efter en positiv start på tilværelsen som superligahold er Fredericia kommet en smule ned på jorden igen og er på rækkens tiendeplads.

Oprykkerne har blot hentet et enkelt point i de sidste fem superligaopgør.

Der var vind i sejlene på Monjasa Park, og det kraftige blæsevejr gav bogstaveligt talt medvind for hjemmeholdet. Det var dog kun vejrmæssigt og ikke rent taktisk på grønsværen i indledningen.

Det var nemlig Brøndby, der tog kontrollen og pressede Fredericia langt tilbage på egen halvdel. En stor fejl i opspillet var dog tæt på at koste dyrt for gæsterne, men Sofus Johannesen formåede midt i feltet at brage bolden langt over mål.

Gæsterne fra den københavnske vestegn mistede grebet om kampen, og oprykkerne viste ved flere lejligheder tænder omkring Brøndby-defensiven.

Efter pausen udviklede sagerne sig til en rodet affære, hvor det tekniske niveau i store perioder var svær at få øje på.

Brøndby forsøgte og forsøgte med skud fra distancen med vinden i ryggen, men gæsterne affyrede mestendels med løst krudt.

Sigtekornet var dog indstillet indenfor målrammen med ti minutter tilbage, da Brøndbys Noah Nartey flot sparkede et langskud i kassen med sit venstreben efter et par fikse driblinger på kanten af feltet.

I overtiden lukkede østrigske Michael Gregoritsch opgøret på en nem scoring efter forarbejde af Nicolai Vallys.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT