Topholdet Nottingham Forest tæsker Brighton med 7-0

1. FEB 2025 • 15:43SPORT

Chris Wood scorede hattrick for Nottingham Forest, der udraderede Brighton i Premier League.

Nottingham Forest leverede en ren magtdemonstration, da Premier Leagues store overraskelse i denne sæson vandt med hele 7-0 over Brighton.

Med sejren på eget græs er Nottingham Forest på tredjepladsen oppe på siden af Arsenal, som også har 47 point. Arsenal har dog spillet en kamp færre.

Liverpool har på førstepladsen seks point mere og har spillet to kampe færre end Nottingham Forest.

Dermed rejste Nottingham Forest sig efter 0-5-nederlaget til Bournemouth i den seneste ligakamp.

Et selvmål af Brightons Lewis Dunk åbnede målfesten efter 12 minutter.

Midtvejs i første halvleg fordoblede Nottinghams midtbanespiller Morgan Gibbs-White føringen på et hovedstød, inden angriberen Chris Wood overtog showet med tre mål i træk.

Efter lidt over en halv time gjorde Chris Wood det til 3-0 på et hovedstød, og det lignede en tidlig afgørelse på opgøret. Oplægget stod Anthony Elanga for.

Fra anden halvlegs start kom Matt O'Riley på banen for Brighton, men danskeren var ikke i stand til at ændre på kampbilledet.

Chris Wood øgede efter pausen til 4-0 med en sikker inderside, inden han satte målet til 5-0 ind på et straffespark.

Dermed er Chris Wood nu oppe på 17 mål i Premier League i denne sæson.

O'Riley var tæt på at reducere på et nærgående frispark, men der var ikke mål i danskerens støvler.

I den anden ende var ydmygelsen af Brighton ikke slut endnu.

Hjemmeholdets back Neco Williams øgede til 6-0 i det 89. minut, da han fulgte op på en ripost i feltet.

Den indskiftede angriber Jota Silva lukkede og slukkede med målet til 7-0, da Brighton var kollapset helt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT