Giro d'Italia starter med tre etaper i Albanien i 2025

23. DEC 2024 • 17:06SPORT

Albanien bliver for første gang vært for en større cykelbegivenhed, når Giro d'Italia kommer til landet.

Albanien kommer næste år til at danne ramme for de første tre etaper i Giro d'Italia.

Det skriver løbet mandag på sin hjemmeside.

- Albanien har måske ingen stor tradition i denne sport og har aldrig afholdt store begivenheder eller produceret kendte mestre.

- Men der er altid en grund til igangsætte noget nyt og smukt, skriver Giro d'Italia.

Den 108. udgave af løbet bliver 9. maj sat i gang i kystbuen Durrës med en 170 kilometer lang første etape, som indeholder både en kategori 2-stigning samt en afsluttende rundstrækning i hovedstaden Tirana.

2. etape bliver en 13,7 kilometer lang enkeltstart i Tirana, og dagen efter afslutter man besøget i Albanien med en 160 kilometer lang etape med en flad afslutning.

Det er 15. gang, at Giro d'Italia starter i udlandet. I 2012 var Herning startby, og det blev kørt i alt tre etaper på dansk grund, inden feltet tog til Italien på en hviledag.

Også Holland, Belgien, Nordirland, Grækenland, Frankrig, Israel, Ungarn, Monaco, Vatikanstaten og San Marino har været værter for en Giro-start.

Den komplette rute for 2025-udgaven bliver offentliggjort 13. januar.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT