Tidligere Aalborg-spiller er udelukket for indtag af kokain

SPORT20. AUG 2026 • 13:38

Ishockeyspilleren Tyler Farmer er blevet udelukket i to år efter fund af kokainspor i dopingprøve.

Dansk ishockey er blevet ramt af en dopingsag.

Torsdag skriver Anti Doping Danmark i en pressemeddelelse, at den amerikanske spiller Tyler Farmer er blevet udelukket i to år.

Det skyldes, at kontrollanter har fundet spor af kokain i en prøve, som blev afgivet 27. december sidste år.

På daværende tidspunkt spillede han for Aalborg Pirates. Han var på kontrakt i den nordjyske klub i den forgangne sæson, men sagde herefter farvel til klubben.

Farmer har ifølge Anti Doping Danmark forklaret, at han to dage før dopingprøven befandt sig på en bar på Jomfru Ane Gade i Aalborg med nogle holdkammerater.

Her fik han efter eget udsagn to-tre drinks, som var betalt af andre i baren. Tidligere på aftenen havde han drukket et par øl.

Amerikaneren fik det dårligt og kastede op, før to af hans holdkammerater fulgte ham hjem om natten.

Tyler Farmer havde det godt igen dagen efter, men havde en mistanke om, at nogen havde puttet stoffer i hans drinks. Alligevel valgte han ikke at fortælle Anti Doping Danmark om hændelsen, da han blev testet kort før nytår.

B-prøven bekræftede siden den første prøve, og i sidste uge traf Anti Doping Danmark sin endelige afgørelse.

Af den fremgår det, at antidopingagenturet tror på Farmers forklaring om, at han ikke indtog stoffet bevidst eller som et præstationsfremmende middel.

Derfor er straffen på to og ikke fire år, som en positiv dopingprøve som udgangspunkt udløser.

Udelukkelsen gælder fra 10. august i år. Farmer har accepteret dommen og konsekvensen, lyder det i afgørelsen.

28-årige Farmer spillede 46 kampe for Aalborg Pirates. I dem blev han noteret for fem mål og 25 assister.

Aalborg har endnu ikke kommenteret dommen.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT