Efter 96 uger: Sabalenkas førsteplads i fare efter choknederlag
Elena Rybakina kan overtage verdensranglistens førsteplads, hvis hun når finalen i Cincinnati.
Natten til torsdag dansk tid fortsatte nedturen for Aryna Sabalenka.For syvende turnering i træk røg hun ud, før det blev rigtigt sjovt.
6-7, 4-6 tabte den belarusiske tennisstjerne til den 20-årige upåagtede tjekke Sara Bejlek, der er nummer 35 i verden og for første gang i karrieren slog en spiller fra top-ti.
Det skete ved WTA 1000-turneringen i Cincinnati, der er en af de vigtigste turneringer før US Open.
Her skal Sabalenka forsvare sin titel fra sidste år, men det bliver muligvis med en brudt stime som verdens nummer et.
Efter 96 uger i træk på toppen risikerer Sabalenka mandag at være overhalet af den forsvarende Australian Open-vinder, Elena Rybakina.
Den 27-årige kasak skal nå finalen i Cincinnati for at snige sig forbi Sabalenka og for første gang i karrieren kalde sig verdensetter.
I første omgang skal hun dog forbi den tidligere verdensetter Iga Swiatek i sin kvartfinale, og i semifinalen venter muligvis verdens aktuelle nummer tre, Jessica Pegula fra USA.
Sabalenkas overraskende nederlag til Bejlek kom efter, at tjekken i flere omgange ellers var nede i sækken.
I første sæts tiebreak var Sabalenka foran 5-1, men faldt sammen og tabte 7-9.
I andet sæt var Sabalenka foran 4-1, inden kampen vendte totalt på hovedet, og Bejlek bookede sin første WTA 1000-kvartfinale i karrieren.
- Jeg er totalt tabt for ord. Jeg blev bare ved med at tro på det, og det var nøglen. Hun spillede utrolig tennis, men jeg blev ved med at tro, kæmpe og forsøge mit bedste, siger Bejlek til WTA's hjemmeside.
Den unge tjekke møder i sin kvartfinale amerikanske Madison Keys.
RITZAU
