Thomasberg erkender fordel: Kampene burde spilles samtidig

12. MAJ 2025 • 07:15SPORT

FC Midtjylland spiller i næstsidste runde sin kamp efter FCK. Det er en fordel, medgiver Thomas Thomasberg.

Det er helt tæt i toppen af Superligaen, hvor FC København med to spillerunder igen fører med et point ned til FC Midtjylland.

Men allerede om en uge kan det se helt anderledes ud, når FCM gæster Brøndby. Når midtjyderne løber på banen, ved de, hvordan FCK et døgn forinden har klaret sin udekamp mod Randers.

Det er en fordel, erkender FC Midtjyllands træner, Thomas Thomasberg.

- Det ville være mest retfærdigt at spille begge runder samtidig, siger han.

- Sidste år spillede FCK om tirsdagen mod AGF, hvor vi andre havde spillet. Så scenariet er det samme. Men som udgangspunkt er det jo en fordel. Du kender deres resultat, og det kan have noget betydning i forhold til tre eller et point, alt efter hvordan det går.

- Vinder de kampen, ved vi, at vi skal vinde ligegyldigt hvad, siger Thomasberg.

FCK-træner Jacob Neestrup husker den tilsvarende situation fra sidste år, hvor placeringen af kampene også var et tema.

I teorien kunne københavnerne dengang have draget fordel af at kende til konkurrenternes resultater, men det blev ikke aktuelt.

- Det endte med ikke at være en fordel, fordi vi var for mange point bagud, konstaterer han.

- Vinder vi i Randers, er det ikke en fordel. Vinder vi ikke, ved de, hvad de skal gøre eller nøjes med. Men det er sådan, det er, siger Neestrup.

Efter søndagens resultater i Superligaens mesterskabsspil er FCK og FCM sikre på at udgøre top-2, når sæsonen er forbi. Men mesterskabet mangler at blive placeret.

FC København får i sidste runde besøg af FC Nordsjælland, mens FC Midtjylland er vært for kampen mod Randers. Her afvikles kampene på samme tid.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT