Thomas Frank beundrer Ruben Amorim for svært år i United
Ruben Amorim har haft et bøvlet første år som Manchester United-chef, men Thomas Frank er fuld af beundring.
Mere eller mindre præcist et år efter Ruben Amorims ankomst som cheftræner for Manchester United står portugiseren lørdag overfor danske Thomas Frank og Tottenham.Amorim tiltrådte 11. november sidste år, og de efterfølgende 12 måneder har været af udfordrende karakter, men Thomas Frank lovpriser sin portugisiske kollega.
- Det har åbenlyst været et svært år, så jeg beundrer ham meget for at gå igennem en så udfordrende periode med mange tilbageslag, siger Thomas Frank på pressemødet før lørdagsbraget.
- Vi skal møde et United-hold med mere selvtillid. Jeg synes, at Ruben og hans trænerteam har leveret et godt stykke arbejde.
I sommer sluttede Manchester United og Ruben Amorim som nummer 15 i Premier League. Det var klubbens dårligste placering i Premier League-historien.
Portugiseren har dog leveret bedre takter sammen med sit mandskab i denne sæson, hvor United blander sig i en bred og tæt top.
Tidligere fredag modtog Amorim sågar prisen for månedens træner i Premier League for første gang efter en oktober måned med tre sejre.
Det var tilmed første gang i 20 måneder, at Manchester United vandt tre ligakampe på stribe.
- United står et sted, hvor alle nøglespillere er klar. Vi ved præcis, hvad vi skal forvente - blandt andet en utroligt farlig offensiv, siger Thomas Frank.
Både Tottenham og Manchester United er side om side med 17 point efter ti kampe som nummer henholdsvis seks og otte i rækken.
Med en sejr lørdag kan der tages et stort skridt op i Premier League, da der aktuelt er to point op til Manchester City på andenpladsen.
Opgøret fløjtes op klokken 13.30 på Tottenham Hotspur Stadium.
/ritzau/Reuters
