Tauson og makker spiller sig videre i Cincinnati

9. AUG 2025 • 18:55SPORT

Efter en tæt match-tiebreak trak Clara Tauson og Magda Linette det længste strå i første runde.

Den danske tennisspiller Clara Tauson er efter semifinalepladsen i Montreal rejst til Cincinnati for at spille endnu en WTA 1000-turnering, som er højeste niveau ud over grand slams og sæsonfinalen.

Det er hun primært for at spille single, men sammen med den 33-årige polak Magda Linette deltager danskeren også i doubleturneringen. Og her er parret klar til anden runde.

Med cifrene 4-6, 6-2 og 10-7 vandt parret i første runde over Tereza Mihalikova fra Slovakiet og briten Olivia Nicholls.

Tauson og Linette blev i første sæt brudt til 1-2, men tog straks bruddet tilbage.

Ved 3-3 kom duoen dog igen i problemer i egen serv. Det kostede brud nummer to, og selv om tre sætbolde blev afværget i første omgang, endte det med sættab.

I andet sæt tog Tauson og Linette teten med det samme. De bragte sig hurtigt i front med 3-0, og Mihalikova og Nicholls kom aldrig tilbage i sættet.

Derfor måtte kampen afgøres i en match-tiebreak, hvor der spilles først til ti point.

Den blev tæt, men nede 6-7 løftede Tauson og Linette niveauet. Med fire point på stribe avancerede de til næste runde.

Den 22-årige dansker er som nævnt også med i single. Her træder hun ind i anden runde og skal møde australieren Ajla Tomljanovic, der er nummer 86 i verden. Tauson rangerer som nummer 15.

Kampen spilles enten søndag aften eller natten til mandag dansk tid.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT