Skjern binder rekordholder og forbillede til 2027
Klubikonet René Rasmussen har lagt et år på sin kontrakt med Skjern Håndbold.
I 17 sæsoner har holdkortet i Skjern Håndbold rummet René Rasmussen, og sådan bliver det ved lidt endnu.Ud over den kommende 18. sæson har han lagt endnu et år til kontrakten, så den nu løber til sommeren 2027.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
- Skjern Håndbold og René Rasmussen hænger unægtelig godt sammen. Han er et forbillede for mange i vores område - og ikke mindst for sporten - ved at forblive i den samme klub hele sin karriere.
- Han er en ener, og vi kan efterhånden ikke forestille os et holdkort uden ham på, siger sportschef Thomas Klitgaard.
Rasmussen er klubbens rekordholder med 627 kampe og 1812 mål.
- Jeg føler stadig, at jeg har meget at byde ind med, ligesom at motivationen og lysten til at bære og give alt i den grønne trøje fortsat er intakt.
- Jeg er virkelig stolt og beæret over, at Skjern Håndbold er min klub, og jeg er langt fra færdig med at jagte medaljer til "verdens mindste storklub", siger Rasmussen.
/ritzau/
