Dansk Metal forlænger ligasponsorat men stopper med landsholdet

3. NOV 2025 • 12:55SPORT

Dansk Metal fortsætter sponsoraftale med den danske ishockeyliga, men stopper landsholdsengagement.

Den bedste danske ishockeyrække har siden 2014 heddet Metal Ligaen, og sådan vil det fortsætte i hvert fald fem år mere.

Således har ligaklubberne og Danmarks Ishockey Union forlænget aftalen med Dansk Metal frem til 2030, lyder det i en pressemeddelelse.

- I ishockey er hårdt arbejde i højsædet, og derfor passer samarbejdet med Dansk Metal perfekt til vores sport. Sådan har det altid været, og sådan bliver det nu indtil 2030, siger Peter Froulund, direktør for Danmarks Ishockey Union.

- Det er ikke ofte, at kommercielle samarbejder og sponsorater varer ved over en så lang periode, så forlængelsen beviser, at Dansk Metal, klubberne i Metal Ligaen og Danmarks Ishockey Union har gang i noget helt specielt.

Aftalen giver ifølge pressemeddelelsen klubberne bedre økonomiske vilkår end nogensinde før.

Froulund har dog ikke lyst til at sætte tal på.

- Ikke beløb, men der er et økonomisk løft i aftalen til klubberne. Også et løft de kan mærke, siger Froulund til Ritzau.

Ud over at Metal Ligaen fortsætter under sit nuværende navn, fortsætter pokalturneringen også under navnet Metal Final4.

Samtidig er det besluttet, at Dansk Metal træder tilbage som sponsor for de danske ishockeylandshold efter denne sæson.

- Vi havde gerne set dem fortsætte, men vi må ud og afsøge markedet og håber selvfølgelig, at der er nogen, der vil der vil være med på så succesfuldt et landshold som herrelandsholdet.

- Der er også et kvinde-VM på hjemmebane, som kunne være interessant, påpeger DIU-direktøren.

Spørgsmål: Er det et hårdt slag for landsholdene rent økonomisk, eller tror du på, I kan få en ny aftale, der er lige så god eller bedre?

- Det er meget nyt det her, men er det da mit håb og forventning, at vi kan finde en aftale med en rigtig god økonomi for os. Jeg synes, vi har dokumentation på, at det at det er værd. Så det håber vi da.

Den nuværende aftale udløber ved udgangen af april næste år, efter at herrelandsholdet har deltaget ved vinter-OL.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT