Svensk beskyldning om curlingsnyd udløser fuck off-kommentar

14. FEB 2026 • 08:17SPORT

Sveriges curlingherrer beskyldte Canada for at snyde ved vinter-OL, og det førte til en ophedet diskussion.

Bølgerne gik højt, da Sverige og Canada fredag aften tørnede sammen i herrernes curlingturnering ved vinter-OL.

Undervejs i kampen hævdede de svenske curlingherrer, at deres modstander brød reglerne ved at røre stenen igen, efter at canadierne havde sluppet den.

Kampen blev kortvarigt sat på pause, da Sverige bad dommerne om at holde øje med yderligere episoder.

Canada gjorde det samme, og det førte til en iskold stemning mellem holdene.

Da Sverige i niende ende scorede to point og reducerede til 6-7, opstod der endnu en diskussion. Denne gang mellem Marc Kennedy og Oskar Eriksson.

Sveriges Eriksson sagde til Kennedy, at han kunne vise ham en video af episoden efter kampen.

Canadieren var tydeligvis ikke tilfreds med at blive anklaget for at snyde og bad sin modpart om at "skride ad helvede til (you can fuck off, red.)".

Efter kampen fortæller Kennedy, at han har det fint med episoden, da begge hold blot forsøgte at vinde.

- Det er sport, det er OL. Oskar beskyldte os for at snyde. Det brød jeg mig ikke om. Jeg har spillet curling professionelt i 25 år, siger canadieren.

Der er indført elektroniske håndtag på stenene. De lyser rødt, hvis spillerne fortsat er i kontakt med stenen efter den linje, hvor spillerne skal have sluppet den - også kaldet hog line.

Hvert håndtag er udstyret med en berøringssensor, som interagerer med en magnetisk stribe, der er indlejret i isen.

- Der er jo hog line-udstyr på stenene. Jeg ved det ikke. Og alligevel beskylder han os for at snyde. Det brød jeg mig ikke om.

- Så jeg sagde til ham, at han kunne stikke det op et vist sted. Vi er det forkerte hold at gøre den slags mod. Så det er jeg ligeglad med, siger Kennedy.

Canadieren understreger, at han har stor respekt for Oskar Eriksson og aldrig har sagt et ondt ord om ham.

Eriksson siger, at han mente, at Canada rørte stenen og ikke håndtaget, hvilket betød, at det røde lys ikke tændte.

- Der var åbenlyst ikke et rødt lys, men ifølge os rørte de ved stenen, og det er ikke tilladt. Vi informerede dommerne. De læste desværre reglerne forkert.

- For de troede, at det var i orden at røre hvilken som helst del af stenen to gange. Og så fandt de ud af, at det var forkert, siger Eriksson.

Canadierne endte med at vinde kampen 8-6. Således har de forsvarende curlingmestre fra Sverige tabt deres første tre OL-kampe.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

14. FEB 2026 • 10:00SPORT
Dansk debutant nyder overvældende OL
FÅ ABONNEMENT