Stort comeback redder et CL-point til Team Esbjerg

12. JAN 2025 • 15:42SPORT

Trods den nok dårligste halvleg i årevis fra Team Esbjerg lykkedes det holdet at få 30-30 mod HB Ludwigsburg.

For mindre end tre måneder siden vandt de danske håndboldmestre fra Team Esbjerg på udebane 36-31 over tyske HB Ludwigsburg i Champions Leagues gruppespil efter 60 solide minutter.

Søndag i Esbjerg leverede de danske mestre 30 rærlige minutter og var bagud med otte ved pausen, men med et forrygende comeback fik holdet til sidst 30-30 og et point mere til Champions League-kontoen.

Det betyder, at vestjyderne ligger nummer to i sin gruppe. Györ på førstepladsen har samme antal point, men har spillet en kamp færre.

Ludwigsburg, der i seneste sæson hed Bietigheim og nåede Champions League-finalen, har ikke ramt sit topniveau i denne sæson. Det var blot blevet til tre sejre i otte kampe i indeværende Champions League-sæson før kampen i Esbjerg.

Men tyskerne fik let spil mod et bovlamt Esbjerg-hold i første halvleg.

Efter knap ti acceptable minutter og stillingen 5-5 faldt den danske defensiv sammen på et hidtil uset niveau.

Træner Tomas Axner forsøgte at reagere med en timeout knap midtvejs i halvlegen, men det havde ingen effekt. Tværtimod. Defensiven var hullet som en si, og de tyske gæster scorede efter behag.

EM-helten Anna Kristensen reddede næsten intet, Amalie Milling reddede bogstaveligt talt intet, da hun kom ind, og så fik Anna Kristensen pladsen tilbage, men intet virkede i de første 30 minutter.

Efter 22 minutter var tyskerne foran 16-9 og havde en scoringsprocent på utrolige 84 procent. 20-12 lød de næsten groteske cifre ved pausen.

Med fire mål på fem forsøg holdt Henny Reistad næsten som eneste niveau, og det var hende, som skulle føre an, hvis miraklet skulle ske.

Hun sikrede danskerne en drømmestart på anden halvleg. De fire første mål var danske, og Ludwigsburgs danske træner Jakob Vestergaard tog timeout.

Men skaden var sket. Reistad havde genskabt troen, og Anna Kristensen begyndte at tage fra i målet, så det blev en helt tæt kamp igen.

Midtvejs i anden halvleg var forskellen nede på to mål ved 21-23, men så var det som om, gassen gik en smule af ballonen. Først fire minutter før tid fik man kontakt ved 28-28, og det endte i en dramatisk afslutning.

Mindre end et minut før tid udlignede Esbjerg til 30-30, og man formåede at holde tyskerne fra fadet til sidst.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT