Lindsey Vonn misser akkurat podiet i Østrig

12. JAN 2025 • 14:06SPORT

I sit blot tredje løb efter comebacket blev Lindsey Vonn nummer fire i super-G i østrigske St. Anton.

Var nogen i tvivl om Lindsey Vonns niveau efter næsten seks års pause, må de efterhånden være overbevist om comebackforsøgets seriøsitet.

I sit blot tredje løb efter comebacket blev hun søndag nummer fire og missede akkurat podiet, da World Cup-feltet søndag dystede i super-G i østrigske St. Anton.

Dermed fulgte den 40-årige amerikaner fornemt op på lørdagens sjetteplads samme sted i styrtløb.

Allerede i slutningen af december, da hun blev nummer 14 i super-G-løbet i schweiziske St. Moritz, fik hun efterfølgende roser og udtrykte sig optimistisk.

Og selvtilliden må være vokset yderligere efter søndagens løb, som blev vundet af Vonns 18 år yngre landsmand Lauren Macuga, som dermed blev noteret for sin første World Cup-sejr.

Østrigske Stephanie Venier og lørdagens styrtløbsvinder, italienske Federica Brignone, indtog de næste trin på podiet.

Lindsey Vonn nåede før sit karrierestop i 2019 op på 82 World Cup-sejre og var i mange år den mest vindende kvinde, før landsmanden Mikaela Shiffrin overhalede hende og satte sig tungt på tronen.

Vonn var sidste år gennem en større knæoperation og måtte i en periode gå med rollator.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT