LeBron James runder assist-milepæl som den fjerde i NBA

11. APR 2026 • 09:45SPORT

Basketball-stjernen LeBron James nåede mod Phoenix Suns op på 12.000 assister som den blot fjerde i NBA.

Los Angeles Lakers-stjernen LeBron James blev natten til lørdag dansk tid den blot fjerde spiller til at runde 12.000 assister i NBA, beretter nyhedsbureauet Reuters.

Det skete i hjemmekampen mod Phoenix Suns, som Lakers vandt med overbevisende 101-73.

LeBron James rundede 12.000 assister allerede i første quarter, da han fik en rebound i forsvaret og afleverede frem til Deandre Ayton, der sendte bolden i kurven.

Den tidligere Utah Jazz-stjerne John Stockton er den førende spiller med 15.806 assister i karrieren. Den nyligt pensionerede Chris Paul nåede 12.552 som nummer to, mens Jason Kidd følger efter med 12.091.

Med sine 41 år er der langt op til Stockton, men Kidd er altså inden for rækkevidde, og James vil med al sandsynlighed overhale ham, hvis han fortsætter karrieren i næste sæson.

I løbet af karrieren har James et gennemsnit på 7,4 assister per kamp.

Det er kun få uger siden, at James også satte ny NBA-rekord for flest spillede kampe i grundspillet. Det skete, da han trådte ind på banen til kamp nummer 1612 for Lakers mod Orlando Magic.

LeBron James har vundet NBA-mesterskabet fire gange og er i gang med sin 23. sæson, hvilket også er historisk. Han sidder allerede på en lang række NBA-rekorder, herunder flest scorede point.

Han har desuden historiens længste stime af kampe i grundspillet med mindst ti scorede point.

I den igangværende sæson resterer der blot en runde af grundspillet. Lakers og LeBron James er allerede sikre på at fortsætte til slutspillet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT