FN-embedsfolk har i et brev advaret Danmark om, at der kan være sket brud på menneskerettigheder.
FN mener, at Danmarks psykologiske tests af grønlandske forældre i forbindelse med tvangsfjernelser måske "kan udgøre etnisk diskrimination".Det skriver The Guardian.
I et brev skrevet til den danske regering har tre FN-embedsfolk ifølge det britiske medie bedt regeringen om at svare på flere spørgsmål vedrørende behandlingen af kvinden og andre familier med grønlandsk baggrund.
Her skriver de, at de har grund til at tro, "at der er sket krænkelser af menneskerettighederne".
Sagen bunder i de psykologiske tests af forældre - kendt som FKU - der har været brugt i tvangsfjernelsessager af børn. Også i Grønland.
Testene har været udsat for skarp kritik for ikke at være tilpasset grønlandsk sprog og kultur.
Det kunne ifølge kritikere betyde, at forældre fejlagtigt fik fjernet deres børn.
Også Grønlands landsstyreformand, Múte B. Egede, har tidligere kritiseret testene for ikke at egne sig til den grønlandske kultur, og brugen af testene er efterfølgende blevet stoppet i sager med grønlandske forældre.
Ifølge The Guardian er det Reem Alsalem, FN's særlige rapportør for vold mod kvinder og piger, der sammen med FN's særlige rapportør for oprindelige folks rettigheder og den særlige rapportør for nutidige former for racisme, der står bag brevet.
Brevet blev sendt i slutningen af april, lyder det.
- Mens vi hilser beslutningen velkommen om, at sådanne tests ikke skal bruges på grønlandske forældre i fremtiden, bør de, der har været genstand for afgørelser baseret på FKU-vurderingen, have adgang til retfærdighed og godtgørelser, skriver FN-embedsfolkene ifølge avisen.
Mere konkret nævner de sagen om Keira Alexandra Kronvold fra Thisted. Ifølge embedsfolkene kan beslutningen om at tvangsfjerne hendes børn uden samtykke have været "diskriminerende og uforholdsmæssige", lyder det.
De henviser ifølge avisen blandt andet til "den åbenlyse manglende respekt for hendes beslutninger vedrørende forplantning og præventionsvalg gennem årene".
Alsalem siger ifølge The Guardian, at hun vil følge Kronvolds retssag og se, hvordan de danske myndigheder reagerer, før hun beslutter sig vedrørende yderligere handling.
/ritzau/