AGF hyrer Carsten V. Jensen som fodbolddirektør

7. JAN 2025 • 10:19SPORT

Carsten V. Jensen har fundet sig et nyt job som fodbolddirektør efter fyringen i Brøndby. Det bliver i AGF.

Det var ikke længe, Carsten V. Jensen skulle gå rundt som arbejdsløs i dansk fodbold.

AGF meddeler tirsdag, at klubben har ansat Carsten V. Jensen som ny fodbolddirektør. Og sportschef Stig Inge Bjørnebye forlader AGF ved udgangen af april. Det oplyser AGF på klubbens hjemmeside.

Så det er nogle store rokader, AGF foretager i den sportslige ledelse.

61-årige Carsten V. Jensen var senest ansat i Brøndby, hvor han frem til oktober 2024 var fodbolddirektør, inden han blev fyret.

Lignende roller har han også haft i både FC Nordsjælland og FC København.

Ansættelsen sker efter grundige strategiske og organisatoriske overvejelser, oplyser AGF. Og det betyder samtidig, at der ikke længere kan findes plads til AGF's nuværende sportschef, Stig Inge Bjørnebye.

Nordmanden får ikke forlænget sin kontrakt og forlader AGF ved udgangen af april, når hans kontrakt udløber.

Carsten V. Jensen tiltræder med det samme i AGF og indtræder på samme tid i direktionen.

- Vi er i bestyrelsen nået frem til, at vi ønsker at styrke direktionen, så vi fremadrettet får en fodbolddirektør, som en del af direktionen, siger AGF-bestyrelsesformand Lars Fournais til klubbens hjemmeside.

AGF-direktør Jacob Nielsen opfatter Carsten V. Jensen som "Danmarks mest erfarne fodbolddirektør".

- Han lever op til AGF's værdier, og vi er overbevist om, at CV (Carsten V. Jensen, red.) vil kunne videreføre og implementere vores sportslige strategi på bedst mulige måde.

- Jeg synes simpelthen, at det er et perfekt match, siger Jacob Nielsen.

Carsten V. Jensen kommer til at flytte til Aarhus i forbindelse med jobskiftet, og det ser han frem til.

- Jeg har med stor respekt fulgt den udvikling, som AGF har været igennem og stadig befinder sig i. Aarhus er en rigtig fodboldby, som jeg glæder mig til at flytte til og få ind under huden.

- Jeg ser frem til at bidrage til den fortsatte udvikling og til, at vi opnår vores sportslige, strategiske og økonomiske mål, siger Carsten V. Jensen.??

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT