Stærk anden halvleg holder Odense Håndbold i DM-sporet

22. APR 2026 • 22:19SPORT

Odense var bagud ved pausen, men løb Viborg over ende i anden halvleg og er på semifinalekurs.

Odense Håndbold var på hælene før pausen mod Viborg HK, men på en stærk anden halvleg kom de forsvarende danske mestre på ret kurs i kvindernes slutspil.

Fynboerne vandt som ventet 32-27 efter at have været bagud 13-14, og allerede efter to spillerunder har der dannet sig et klart billede af, hvem de fire hold i DM-semifinalerne bliver.

Tidligere onsdag vandt Ikast Håndbold 32-22 over Horsens og ser sammen med Odense ud til at være stukket af i puljen.

Odense og Ikast har henholdsvis seks og fem point, mens hverken Viborg eller Horsens endnu er kommet på tavlen.

Situationen er præcis den samme i den anden pulje, hvor Team Esbjerg og Nykøbing Falster synes på direkte semifinalekurs.

Viborg gav ellers Odense problemer i de første 30 minutter. Gæsterne spillede klogt og kæmpede bravt. Men som så ofte før vendte storfavoritterne slaget efter pausen.

Viborg fik sværere og sværere ved at håndtere Thale Rushfeldt Deilas fysik og duelstyrke, og tilbagevendte Althea Reinhardt leverede redninger på de rigtige tidspunkter.

Odense scorede anden halvlegs tre første mål, og selvom Viborg nåede op på 18-18 og 19-19 undervejs, havde fynboerne kampen under kontrol.

Træner Jakob Vestergaard og hans spillere skal nu forberede sig på en nærmest umulig opgave i den kommende weekend.

På udebane i Ungarn skal de forsøge at indhente Györs forspring på otte mål fra den første kvartfinale i Champions League.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT