Spalletti debuterer med sejr trods Vardy-træffer
Uden at sprudle slog Juventus på udebane midterholdet Cremonese 2-1 i Luciano Spallettis debut.
Efter blot én træning med holdet debuterede den tidligere italienske landstræner Luciano Spalletti lørdag som cheftræner i den italienske storklub Juventus.Og det kastede tre point af sig.
Midterholdet Cremonese blev således nedlagt 2-1 efter træffere af Filip Kostic og Andrea Cambiaso, inden den engelske veteran Jamie Vardy med en flot scoring skabte spænding i slutfasen.
Serbiske Kostic lynede allerede efter halvandet minut, da han fra kort afstand omsatte en løs bold til 1-0.
Det var højdepunktet i en ellers begivenhedsløs første halvleg.
Cremonese blev stort set holdt fra fadet i hele opgøret, hvorfor Cambiasos træffer, der røg i nettet via både keeper og overliggeren, efter 68 minutter virkede som en tidlig afgørelse.
De sidste ti minutter blev dog alligevel spændende, da 38-årige Vardy efter en lang fremlægning satte Juventus-stopper Federico Gatti på plads og sparkede sin anden sæsontræffer i nettet.
Sejren er Juventus' anden i træk efter 3-1 over Udinese under vikar Massimo Brambilla i midtugen, og den sender holdet op på en foreløbig femteplads med 18 point.
Det er trods sæsonens vanskeligheder blot fire point mindre end førerholdet Napoli, der lørdag spillede 0-0 med Como i en kamp, hvor Rasmus Højlund spillede 84 forholdsvist anonyme minutter.
Roma kan søndag tage førstepladsen, hvis det bliver til sejr hos AC Milan.
/ritzau/
