Smal åbningssejr sender ishockeykvinder tættere på OL

6. FEB 2025 • 17:22SPORT

Det holdt hårdt, men Danmark kom godt fra start i OL-kvalifikationen med en 3-1-sejr over Holland.

De danske ishockeykvinder kom planmæssigt fra start ved OL-kvalifikationen i Sverige.

I det første af tre gruppeopgør hentede danskerne en sejr på 3-1 over Holland, som dog først blev knækket af en scoring i de sidste sekunder.

- Overordnet set er vi tilfredse med at komme fra start med en sejr. Det var gennemgående en rigtig god holdindsats, hvor vi i lange perioder havde godt fat i hollænderne.

- Selv om vi kun førte 2-1, og det naturligvis var tæt, kom Holland aldrig rigtig tæt på udligningen. Også i den absolutte slutfase holdt vi dem væk fra store chancer, siger assistenttræner Mikkel Ry Nielsen i en pressemeddelelse.

Der er tre grupper i OL-kvalifikationen, og de tre gruppevindere indløser OL-billet. Da Rusland ikke er blevet benådet, så bliver også den bedste toer på tværs af de tre grupper kvalificeret til vinterlegene.

Fredag venter Norge, og søndag gælder det favoritten Sverige i sidste kamp. Alle kampe spilles i svenske Gävle.

I torsdagens opgør mod Holland var Danmark favorit, og man kom da også planmæssigt i gang. Allerede efter fire minutter sendte Maria Peters Danmark i front.

Inden første periodes slutning blev det også 2-0 ved Frederikke Foss, og alt tegnede lyst. Anden periode nåede dog ikke samme højder set med danske briller.

Hollænderne fik reduceret til 1-2 mod periodens slutning, og spændingen var intakt, da de sidste 20 minutter blev fløjtet i gang.

Spændingen blev holdt helt til sidste, da Danmark ikke formåede at få sat den afgørende scoring ind, før der kun manglede få sekunder af opgøret.

Fredagens opgør mod Norge er en nøglekamp, fastslår assistenttræneren.

- Når pucken bliver smidt igen mod Norge, er vi klar over, at vi står overfor en noget stærkere modstander. Vi skal spille simpelt og tage de rette beslutninger, så nordmændene ikke får held med hurtige spilvendinger.

- Vi skal tage et step opad i forhold til i dag, men så har vi også mulighederne for at vinde igen, siger Mikkel Ry Nielsen.

Danmarks ishockeymænd sikrede deres billet til OL i Milano efter et gruppespil i Aalborg sidste år.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT