Slot vrager Salah: Føler ikke forholdet er ødelagt

8. DEC 2025 • 20:09SPORT

Mohamed Salah, der lørdag udtalte sig kritisk om træner Arne Slot, er ikke med i Liverpools trup mod Inter.

Stjernespilleren Mohamed Salah var ikke med i flyveren, da Liverpools trup mandag rejste til Milano for at møde Inter i Champions League tirsdag.

I den trup, som træner Arne Slot har udtaget, er Salah således ikke blandt de 19 navne, kan man læse på klubbens hjemmeside.

Udeladelsen af Salah sker oven på et kritisk interview, hvor Salah fortalte, at han føler sig dårligt behandlet i klubben, og hvor han mente, at hans forhold til Slot ikke længere eksisterer.

Den fornemmelse har Slot ikke af deres forhold, siger han på et pressemøde i Milano mandag aften.

- Det er ikke sådan, jeg har det, men det har han ret til at føle. Det har jeg slet ikke følt, siger Arne Slot ifølge AFP.

Egypteren luftede sin utilfredshed, efter at han igen sad på bænken i Premier League hos den kriseramte mesterklub, der ligger nummer 11 i ligaen.

- Det føles, som om jeg bliver kastet under bussen. Det er sådan, jeg føler det. Det er tydeligt, at nogen vil give mig hele skylden, sagde Salah efter lørdagens 3-3-kamp mod Leeds ifølge AFP.

- Jeg sidder på bænken for tredje gang. Jeg tror aldrig, at det er sket før i min karriere. Jeg er meget skuffet. Alle ved, hvor meget jeg har gjort for denne klub, og alle har set det.

Salah tilføjede, at hans forhold til Slot ikke længere eksisterer.

- Jeg har sagt mange gange før, at jeg har et godt forhold til træneren, men pludselig har vi ikke noget forhold. Jeg ved ikke hvorfor, sagde Salah.

Ifølge Sky Sports er beslutningen om at rejse til Milano uden Salah truffet af klubbens ledelse med fuld støtte fra Slot. Det britiske medie tilføjer, at det ikke forventes, at Salah straffes på andre måder.

På spørgsmålet om hvorvidt Salah kommer i betragtning til weekendens kamp mod Brighton, svarer Slot ifølge Sky Sports:

- Efter i morgen (tirsdag, red.) ser vi på situationen igen.

Slot tør ikke garantere, om Salah overhovedet kommer til at spille for Liverpool igen.

- Jeg aner det ikke, siger Slot på mandagens pressemøde.

33-årige Salah er i gang med sin niende sæson i Liverpool og har scoret 250 mål i 420 kampe. Han har desuden været topscorer i Premier League fire gange - senest i sidste sæson, hvor han også kunne fejre sit andet mesterskab.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT