KØB ABONNEMENT

Fransk topbrag udskydes et døgn efter ordre fra politiet

SPORT • 23. OKT 2026 • 14:41

Opgøret mellem Paris Saint-Germain og Lyon skal spilles mandag i stedet for søndag.

Paris Saint-Germain og Lyon skulle søndag aften være braget sammen i den franske hovedstad, men det kommer ikke til at ske.

Topkampen er således blevet udskudt med et døgn efter ordre fra politiet.

Det oplyser Ligue 1 på sin hjemmeside, hvor den præcise begrundelse for udsættelsen ikke fremgår.

Topbraget mellem Ligue 1's nummer et og to skal spilles på Parc des Princes i Paris.

Den franske hovedstad var i sidste weekend udsat for omfattende demonstrationer og hærværk, og ifølge AFP, der har hovedsæde i Paris, forventes yderligere protester i denne weekend.

I stedet for søndag klokken 20.45 skal kampen nu afvikles mandag klokken 20.30.

RITZAU

FÅ ABONNEMENT