Skjelmose tager tredjeplads i Roglic-opvisning i Vueltaen

6. SEP 2024 • 18:10SPORT

Primoz Roglic har kurs mod sin fjerde samlede sejr i Vueltaen efter en flot etapesejr fredag.

Primoz Roglic triumferede fredag på 19. og tredjesidste etape af årets Vuelta a España og overtog løbets røde førertrøje fra Ben O'Connor.

Halvvejs på etapens eksplosive finalestigning gik den 34-årige slovener solo efter at være blevet sat i scene af et par holdkammerater, og derfra var han urørlig.

Danske Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) fightede sig 46 sekunder efter Roglic ind på en tredjeplads lige efter David Gaudu (FDJ).

Det var samtidigt nok til, at Skjelmose avancerede til den samlede sjetteplads og overtog den hvide ungdomstrøje fra Carlos Rodriguez (Ineos).

Danskeren fører dog kun med otte sekunder ned til spanieren i det regnskab, så det er langt fra givet, at han holder den hele vejen til Madrid.

Roglic var blot fem sekunder efter O'Connor inden etapen og endte med at være 1 minut og 49 sekunder hurtigere end australieren i mål.

Sloveneren, der vandt Vueltaen i 2019, 2020 og 2021, har dermed et solidt forspring i klassementet.

O'Connor er næsten to minutter efter på andenpladsen, mens Enric Mas (Movistar) er 2 minutter og 20 sekunder efter på tredjepladsen.

Skjelmose er næsten fem minutter efter Roglic og omkring det halve fra Mas og den sidste podieplads.

Inden det afsluttende drama var fredagen forløbet forholdsvis udramatisk. Et udbrud på fem ryttere fik tidligt lov at stikke af sted og opbygge et forspring på fem minutter, inden det langsomt og sikkert blev reduceret.

Kort inde på finalestigningen, Alto de Moncalvillo, blev de sidste hentet ind, mens folk samtidigt dryssede af i den anden ende af favoritfeltet, inden Roglics Bora-hold med omkring seks kilometer til mål satte sit afgørende angreb ind.

Lørdag har Skjelmose og de andre bejlere en sidste chance for at rykke rundt på klassementet inden søndagens afsluttende enkeltstart i Madrid.

Hele syv kategoriserede stigninger skal de over på de 172 kilometer fra Villarcayo til Picon Blanco.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT