Skidt start kom til at koste dansk VM-curlingnederlag

16. MAR 2025 • 13:49SPORT

Efter to indledende sejre ved VM tabte Danmarks kvindelige curlinglandshold til Sverige.

Danmarks kvindelige curlinglandshold kom søndag ned på jorden efter en god start på VM i Sydkorea.

I holdets tredje kamp tabte skipper Madeleine Dupont og co. med 5-7 til Sverige.

Danmark kom ellers til kampen med to indledende sejre over Italien og Litauen i bagagen, men holdet kunne ikke helt matche de svenske kvinder.

De to første ender var pointløse, inden Sverige hentede to point i både tredje og fjerde ende. Først i den femte kom Danmark på tavlen med reduceringen til 1-4.

Sverige kom på 5-1, men Danmark bragte ny spænding ind i matchen ved at score to point i syvende ende til stillingen 3-5, men Sverige punkterede den ved at komme på 7-3.

I næstsidste ende lavede Danmark to point og reducerede til 5-7, og Sverige holdt stand i den pointløse sidste ende.

Danmarks næste kamp er mod Norge mandag.

Det danske landshold er primært rejst til VM med ambitionen om at kvalificere sig til vinter-OL i 2026 i Italien.

En OL-billet kræver, at Danmark er i top-7 på tværs af de seneste to VM-turneringer - top-8 hvis OL-værten Italien er i top-7.

Matcher Dupont og kompagni sjettepladsen ved sidste års VM i Canada, er der en god chance for, at regnskabet går op, og at OL-billetten kommer i hus.

Med to sejre i de tre første kamp placerer Danmark sig i den gode ende af tabellen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT