Silkeborg-profil misser pokalfinale efter skade

13. MAJ 2025 • 08:59SPORT

Silkeborg må undvære en af holdets vigtigste offensive spillere, når klubben tørner sammen med FCK i maj.

Offensivspilleren Younes Bakiz fra Silkeborg IF er ude resten af sæsonen på grund af en skade.

Det oplyser Silkeborg på klubbens hjemmeside.

Skaden betyder, at Silkeborg-profilen misser pokalfinalen mod FCK, der spilles 29. maj.

- Det er vi naturligvis rigtig ærgerlige over, fordi Younes har været et virkelig stærkt kort for vores offensiv denne sæson, siger cheftræner Kent Nielsen til klubbens hjemmeside.

- Det er også trist for Younes selv, at han skal gå glip af både pokalfinalen og resten af kampene i 3F Superligaen, men vi håber, han nu kan vende endnu stærkere tilbage til den nye sæson, og så arbejder vi videre med de løsninger, vi har på holdet i resten af denne sæson, tilføjer han.

Younes Bakiz udgik med en skade i kampen mod Lyngby tilbage i april.

Kantspilleren har i denne sæson scoret 14 gange på tværs af alle turneringer og er desuden noteret for syv assister.

I foråret har han været en af de mest toneangivende spillere for klubben.

Silkeborg er i pokalfinalen for andet år i træk. Sidste år vandt Kent Nielsens tropper over AGF i Parken.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT