Herning rykker fra i toppen med sjette sejr på stribe
Med en smal sejr på 2-1 i Rødovre åbnede Herning Blue Fox et hul på 11 point i toppen af Metal Ligaen.
Herning Blue Fox er ved at rykke fra resten af holdene i Metal Ligaens grundspil.Søndag holdt mandskabet buret rent ude mod Rødovre Mighty Bulls og kunne rejse hjem over både Store- og Lillebælt med en sejr på 2-1.
Det er sjette sejr på stribe for herningenserne, og det kan aflæses i tabellen, hvor forfølgerne fra Herlev Eagles er ved at sakke agterud efter flere pointtab på det seneste.
Afstanden mellem de to hold er nu på 11 point efter 20 spillerunder.
Favoritterne var ikke så hurtigt ud af starthullerne i Rødovre, som man var fredag i 7-2-sejren over Frederikshavn White Hawks.
Gæsterne skulle helt frem til kort før afslutningen på anden periode, før backen Kasper Larsen lykkedes med at passere Marcus Bjørn i hjemmeholdets mål.
Godt midtvejs i tredje periode øgede 20-årige Hjalte Kruse Thomsen til 2-0, og Herning styrede mod tre sikre point.
Det lykkedes Rødovre at pynte på resultatet få sekunder før slutfløjt, men det kunne ikke rokke ved favoritsejren.
/ritzau/
