Formstærke fynboer overhaler Aalborg i toppen af isligaen
Efter 4-1 over Aalborg og fem sejre i træk er Odense nu på andenpladsen i Metal Ligaen.
Odense Bulldogs ligner mere og mere et hold, man skal regne med i denne sæson i den bedste ishockeyrække, Metal Ligaen.Med en 4-1-sejr over Aalborg Pirates overhalede de formstærke fynboer søndag eftermiddag netop aalborgenserne i tabellen og er nu nærmeste forfølger til suveræne Herning Blue Fox.
Det var Odenses femte sejr på stribe, mens Aalborg er i gang med en mindre opløftende stime. Holdet har tabt tre gange i træk og taber terræn i topstriden.
Nordjyderne skulle ryste fredagens forsmædelige 3-10-nederlag til Herning af sig, men Odense dominerede fra start og fik belønning med Brandon Estes' scoring i overtal kort før afslutningen på første periode.
Luka Buzan gjorde det til 2-0 i begyndelsen af anden, og så begyndte det at se svært ud for gæsterne.
Aalborg råder dog over en gylden nordamerikansk trio med backen Eric Gotz og de to forwards Darien Craighead og Troy Lajeunesse, der alle ligger i toppen af Metal Ligaens topscorerliste.
Efter otte minutter slog de til i powerplay, som Craighead afsluttede og reducerede den fynske føring.
Da spillerne gik ud til anden pause, var Odense dog igen to mål foran. Med 35 sekunder tilbage af perioden fik Markus Oden lige akkurat presset pucken ind mellem skøjterne på Aalborg-keeper George Sørensen og bragt sit hold på 3-1.
Det var helt i tråd med udviklingen i de to første perioder, hvor Aalborg kun gav Odenses målmand Niklas Lundström ni pucke at arbejde med.
Selv om gæsterne skruede lidt op for ambitionerne fra tredje periodes start, stod Odense imod uden de store problemer.
Det lignede en afgørelse, da fynboernes mest målfarlige dansker, Kristian Jensen, øgede til 4-1 med ti minutter igen.
Lidt dramatik kom der i slutfasen, hvor flere spillere smed handsker og langede øretæver ud på isen.
Dommerne svarede igen med tre gange matchstraf, og da slutfløjtet lød nogle minutter senere, var der stadig frustrationer i luften.
Resultatet betyderne, at de to hold ligger side om side med 47 point på anden- og tredjepladsen. Odense er dog bedst indbyrdes og har spillet tre kampe færre end Aalborg.
/ritzau/