Rødovre Mighty Bulls tager afsked med direktør

3. DEC 2025 • 14:30SPORT

Olaf Eller bliver midlertidig direktør i Rødovre Mighty Bulls efter afskeden med Morten Andreasen.

Efter halvandet år i direktørstolen forlader Morten Andreasen ishockeyklubben Rødovre Mighty Bulls.

Det skriver klubbens bestyrelse i en pressemeddelelse onsdag om 41-årige Andreasen, der også har en fortid som spillerprofil og assistenttræner i Rødovre.

- På trods af en deltidsansættelse har Morten ydet en ekstraordinær indsats og brugt et betydeligt antal timer på at styrke klubbens fundament og sikre vores videre udvikling. Hans arbejde har skabt værdifulde resultater, som klubben nu bygger videre på, lyder det.

Sportschef Olaf Eller bliver midlertidig direktør, mens man finder en fuldtidsløsning.

- Det er et strategisk vigtigt skridt, som skal styrke klubbens organisatoriske kapacitet og give mulighed for en endnu tydeligere og mere fokuseret indsats på de områder, der skal løfte Rødovre Mighty Bulls ind i den næste fase af klubbens udvikling, skriver klubben.

Rødovre er aktuelt nummer otte af ni hold i Metal Ligaen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT