Træner Marco Silva forlader Fulham og dermed den danske landsholdsstopper Joachim Andersen.
Den danske landsholdsspiller Joachim Andersen skal have ny træner i sin engelske Premier League-klub, Fulham.På sin hjemmeside oplyser klubben fra London tirsdag, at Marco Silva siger farvel efter fem år på trænerposten, når hans kontrakt udløber denne sommer.
Der er endnu ikke meldt noget officielt ud om, hvad portugiseren fremover skal bruge sit arbejdsliv på, men ifølge vedvarende rygter vender han hjem til Portugal, hvor han angiveligt skal være træner for Benfica, der i Alexander Bah også har en dansk landsholdsspiller i truppen.
Marco Silva kom til Fulham i 2021 og har stået i spidsen for holdet i 229 kampe. Siden sommeren 2024 har Joachim Andersen spillet en stor rolle for den portugisiske træner.
I den seneste sæson optrådte den danske forsvarsspiller i næsten alle kampe med anførerbindet om armen.
I sin første sæson i Fulham sørgede Marco Silva for, at klubben vendte tilbage til Premier League efter en sæson på anden klasse.
Siden da har han etableret London-klubben i Premier League, hvor klubben i den seneste sæson sluttede som nummer 11.
/ritzau/