Uefa godkender modstræbende Barcelonas ligakamp i USA
Barcelona kan møde Villarreal i Miami, og Milan skal spille mod Como i Perth, fastslår Uefa mandag.
Barcelona kan møde Villarreal i en ligakamp i Miami i december, og AC Milans opgør mod Como kan rykke til australske Perth.Det meddeler Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) mandag på sin hjemmeside.
Uefa understreger, at man kategorisk er imod flytning af ligakampe til udlandet, men de globale regler under Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) er for nu "uklare og ikke detaljerede nok".
Derfor er ansøgningerne fra den spanske og italienske liga godkendt.
- Ligakampe bør spilles på hjemlig grund. Alt andet fratager loyale fans, der møder op til kampene, deres rettigheder og indfører potentielt forstyrrende elementer i ligaerne.
- Selv om det er beklageligt, at disse to kampe må gennemføres, er denne beslutning en undtagelse og skal ikke betragtes som en præcedens. Vores forpligtelse er klar: at beskytte integriteten af de nationale ligaer og sikre, at fodbolden forbliver forankret i sit hjemlige miljø, siger Uefa-præsident Aleksander Ceferin.
Ifølge Uefa er de nuværende regler "under revision", og alle 55 europæiske medlemslande har forpligtet sig til ikke at ansøge om flytning af ligakampe til udlandet uden om Uefa i fremtiden.
Især i Spanien og Italien har man gennem mange år flyttet Super Cup-kampe til lande som Kina, Qatar og Saudi-Arabien.
Omvendt har flere forskellige lande i Europa været værter for ligakampe i NFL, den bedste række i amerikansk fodbold. NFL gør det efter eget udsagn for at sprede ligaens popularitet og hente nye markedsandele. I 2025 drejer det sig om syv kampe.
/ritzau/