Randers-træner ønsker ydmyg ligatopscorer succes
Ingen har flere målinvolveringer i Superligaen end Simen Nordli, og cheftræner Rasmus Bertelsen er begejstret.
- Jeg ønsker succes for alle mine spillere, men specielt meget, når det er en meget ydmyg og hårdtarbejdende type, som har levet en tilbagetrukket tilværelse og altid giver alt til træning.Med fem mål og en assist i tre kampe har Simen Nordli katapulteret sig op som delt topscorer i Superligaen sammen med Brøndbys Mathias Kvistgaarden og Silkeborgs Tonni Adamsen.
Den 24-årige nordmand er med ni scoringer og seks assister i 14 kampe desuden den spiller i Superligaen med flest målinvolveringer i denne sæson.
Cheftræner Rasmus Bertelsen er begejstret for sin skarpe offensivspiller og understreger, at der ligger hårdt arbejde bag succesen.
- Det handler helt sikkert meget om selvtillid. Når boldene ruller ind, tror man mere på det og bliver mere opportunistisk.
- Men jeg håber da, at den vigtigste faktor er, at vi er blevet bedre til at sætte ham op. Han er en såkaldt relationel spiller. Han skaber ikke en masse selv ved at vinde dueller eller at løbe den frem.
- Han er afhængig af andre og kan gøre andre bedre. Han har styrker og svagheder som alle andre, og hans helt store styrker kommer frem, når holdet spiller ham god oppe omkring modstandernes felt.
Superligaen er en udviklingsliga, og derfor ser man ofte, at højtflyvende profiler bliver solgt videre i januars transfervindue, hvis de har blomstret i en efterårssæson.
Det lever Bertelsen fint med, selv om det kan medføre en væsentlig forringelse af holdet.
- Jeg er helt ærlig, når jeg siger, jeg ønsker ham succes. Hvis der kommer en attraktiv klub i januar med en gode pakke til ham og til klubben, hilser jeg også det velkommen, siger Randers-træneren.
Nordli kom til Randers fra hjemlandets Aalesund i januar 2023. I sit første halvandet år og 39 ligakampe lavede han syv mål og én assist.
/ritzau/