Profilerne sikrer Aalborg tiende ligasejr på stribe

5. NOV 2025 • 22:06SPORT

Aalborg Håndbold buldrer videre i ligagrundspillet med en storsejr over Ribe-Esbjerg.

En storspillende Niklas Landin i målet og en flyvende Thomas Arnoldsen i angrebet sørgede for, at Ribe-Esbjerg fik en resultatmæssig kindhest onsdag i Aalborg.

Det nordjyske håndboldhold var alt andet end gæstfrie, da vestjyderne blev slået så klart som 39-26 i herrernes bedste håndboldrække.

Sejren betyder, at Aalborg fortsætter den perfekte sæsonstart i ligaen. Ti sejre i ti kampe står mestrene noteret for indtil videre.

Tidligt i kampen begyndte favoritterne at skabe hul på måltavlen, og gæsterne kom aldrig i nærheden af en duft af point.

I målet lå Landin længe med en redningsprocent tæt på 50, og veteranen beviste, at han stadig hører til blandt verdens bedste keepere.

I modsatte ende havde Ribe-Esbjerg svært ved at lukke ned for hjemmeholdets hurtige angrebsspil. I særdeleshed for Thomas Arnoldsen.

Den duelstærke playmaker flåede forsvaret fra hinanden, som det passede ham, og efter ni mål på ti forsøg kunne han tage den med ro i kampens slutfase.

Marinus Munk og Juri Knorr bød ind med hver fem mål, i en kamp hvor alle Aalborgs markspillere undtagen forsvarsspecialisten Vetle Rønningen kom på måltavlen.

Også GOG gav sit hjemmepublikum en sejr på 13 mål. TMS Ringsted blev sendt hjem fra Fyn med en lussing på 36-23.

TTH vandt hjemme 41-33 over Mors-Thy, mens HØJ ude vandt 31-29 over Grindsted, som fortsat er uden sejr.

Onsdagens to sidste opgår endte også med sikre sejre. Fredericia vandt på udebane 37-28 over Sønderjyske, og Skjern sejrede hjemme med 35-29 over Bjerringbro-Silkeborg.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT