Portugiser klatrer sig til samlet sejr og dobbelt hattrick
João Almeida viser storform før Touren med den tredje samlede sejr i træk. Denne gang i Schweiz Rundt.
Den portugisiske UAE-rytter João Almeida blev søndag den samlede vinder af Schweiz Rundt.Han sejrede på den afsluttende bjergenkeltstart og overtog samtidig den gule førertrøje fra franske Kevin Vauquelin (Arkea).
På flere måder var der tale om en hattrick for João Almeida.
Dels var det hans tredje etapesejr i Schweiz Rundt, og endnu mere imponerende er det, at Almeida nu har vundet tre etapeløb på stribe.
Han lagde for med at vinde samlet i Baskerlandet Rundt i april, og i starten af maj fulgte han op med endnu en triumf i Romandiet Rundt.
På søndagens ti kilometer lange bjergenkeltstart fra Beckenried til Stockhütte skulle han hente 33 sekunder på Kevin Vauquelin, og det gjorde han uden problemer.
1 minut og 40 sekunder blev Vauquelin slået med, og dermed vandt Almeida løbet samlet med 1 minut og 7 sekunders margen til franskmanden. Briten Oscar Onley blev treer på podiet.
Kun østrigeren Felix Gall, der endte som samlet firer, kunne udfordre Almeida i kampen om etapesejren. Gall satte bedste tid og havde måske færten af en overraskende sejr, men Almeida slog tiden med 24 sekunder.
Dermed har Almeida vist storform forud for Tour de France, hvor han regnes som en farlig outsider, hvis det skulle gå galt for holdkammerat og storfavorit Tadej Pogacar.
/ritzau/