Visumbøvl og differentierede vilkår omkring kampe er et problem for VM, mener DR's VM-ekspert Mikkel Bischoff.
Visumudfordringer har fyldt meget op til og under det igangværende fodbold-VM i USA, Canada og Mexico.Ghanas profil Thomas Partey har ikke kunnet komme ind i Canada, en spiller fra Elfenbenskysten kom først ind i sidste øjeblik, og Iran har følt sig forfulgt af visumrestriktioner i USA.
Men hvor store sportslige konsekvenser har det for de berørte hold? Og hvad kan årets VM betyde for fremtidige VM-slutrunder?
Spørgsmålene er allerede mange. Og ifølge den tidligere fodboldspiller Mikkel Bischoff, der er til VM som ekspert for DR, er svaret på det første klart.
- Det er for eksempel ikke optimalt næsten at skulle direkte ud i et fly efter en kamp og flyve flere timer. Det er faktisk rigtig, rigtig dårligt i forhold til restitution, siger Bischoff.
Iran har klaget over, at holdet ikke må rejse til kampene i USA i ordentlig tid, som andre lande gør, ligesom man bliver bedt om at forlade landet igen kort efter kampens afslutning.
- De fleste har lidt småskader efter en kamp, og det kan let hæve op de steder på dit ben, hvor du har skader, og der er det ikke godt at sidde i et fly, forklarer Bischoff.
Ghana og Elfenbenskysten har også haft deres problemer, og fans fra en del afrikanske og mellemøstlige lande har ligeledes haft problemer med at kunne komme ind og bakke op om deres respektive landshold.
Problemerne er mange, men Mikkel Bischoff mener alligevel, at Iran har været ekstraordinært hårdt ramt.
Iran har VM-lejr i Mexico, fordi der allerede forud for VM var problemer med visumansøgningerne til USA for spillere og stab. Nu har holdet så det problem, at en stor del af staben ikke får lov til at rejse med til kampene i USA.
Selv om afstandene ved dette års VM gør, at der er lidt længere mellem kampene, så rammer det Iran, at man må undvære en stor del af staben til kampene.
- Vi har brug for hele vores stab og især de vigtigste nøglepersoner, som skal hjælpe os til at kunne klare turneringen, siger den iranske spiller Saeid Ezatolahi ifølge Reuters.
Og han har bestemt en pointe ifølge Mikkel Bischoff.
- Med tanke på, hvordan alle hold optimerer i forhold til restitution og at have de bedste forudsætninger, og hvor mange penge de investerer i det, så er det fuldstændig ulige vilkår, Iran bliver budt, mener DR-eksperten.
- Alle bør have ens vilkår for at kunne forberede sig til kampene, når de er så store, som de er.
Teoretisk kan hold overveje at spekulere i, om det er bedst at gå videre som etter, toer eller treer fra en gruppe, afhængigt af i hvilket land den følgende knockoutkamp skal spilles.
VM i Qatar i 2022 var også på flere områder kontroversielt. Men Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) fik presset landet til at ændre på ting som alkoholpolitik og i hvert fald på overfladen rette ind i forhold til nogle menneskerettigheder under slutrunden.
For det handler om fodbold, ikke om politik. Eller sådan har det været før.
- Vi kan ikke kontrollere alt. Måske er det en idé bare lige at slappe lidt af, har Fifa-præsident Gianni Infantino for nylig svaret på kritikken af flere landes visumproblemer.
Men ifølge Mikkel Bischoff er Fifa med årets VM-slutrunde slået ind på en dårlig kurs, hvor politik er nået helt derind, hvor det får direkte indflydelse på det sportslige.
- Med Infantino og Trump er fodbold og politik blevet blandet helt sammen. Man kan næsten sidde med fornemmelsen, at Trump sidder og trækker i trådene, og at Infantino ikke tør at gå op imod ham, siger DR-eksperten.
- Det er en helt forkert vej at gå, når man også kigger på, hvor VM skal afholdes de kommende år - blandt andet i Saudi-Arabien.
Desuden skal VM i 2030 spilles i Marokko, Portugal, Spanien, Argentina, Paraguay og Uruguay. Lande, som kan have ret forskellige visumrestriktioner.
I hvert fald er der nu åbnet en bane for, at lande med visumregler i hånden kan gøre livet surt for nogle deltagerlande.
Skæbnen vil i øvrigt, at såfremt Iran og USA slutter toer i hver sin VM-gruppe, så skal de mødes i 16.-delsfinalen. På amerikansk grund.
/ritzau/