Brasilianske stjerner sender Haiti ud af VM

20. JUN 2026 • 04:43SPORT

Haiti kunne intet stille op mod Vinicius Junior og co., der sikrede sig vigtig pligtsejr i VM's gruppe C.

De brasilianske stjerner var som ventet en for stor mundfuld for Haiti, som natten til lørdag dansk tid blev sendt ud af VM.

Brasilien vandt opgøret på Philadelphia Stadium med 3-0, og efter to nederlag i de første to gruppekampe har Haiti ikke længere mulighed for at spille sig videre til knockout-fasen ved VM-slutrunden.

Verdensranglistens nummer 83 kunne intet stille op mod det stjernespækkede brasilianske landshold, der nu ligesom Marokko har fire point i gruppe C.

Brasiliens landstræner, Carlo Ancelotti, havde roteret i startopstillingen efter holdets skuffende åbningskamp mod Marokko, som endte 1-1.

Manchester United-angriberen Matheus Cunha fik lov til at starte i stedet for Brentfords Igor Thiago. Det viste sig at blive en god prioritering.

I midten af første halvleg driblede Vinicius Junior i vanlig stil sig fri på venstrekanten og trykkede af mod målet efter et træk ind i banen.

Haitis målmand fik i første omgang pareret skuddet, men Cunha stod klar i feltet og kunne sende Brasilien i front.

Godt ti minutter senere var Vinicius Junior igen på spil. Real Madrid-stjernen sendte en præcis aflevering ind til Matheus Cunha i straffesparksfeltet, der kunne brage bolden ind i målhjørnet forbi en chanceløs målmand.

Brasilien var i fuld kontrol, og kort før pausefløjt kom Vinicius Junior selv på måltavlen efter en præcis aflevering frem i banen fra Lucas Paqueta.

Det eneste skår i glæden hos de sambadansende brasilianske fans var en skade til FC Barcelona-stjernen Raphinha, som måtte skiftes ud kort før pausen.

Anden halvleg var mere af det samme – selv om Haiti dog formåede at få rettet enkelte afslutninger mod det brasilianske mål.

Haiti var meget tæt på at reducere, da Ricardo Ade fik sat hovedet på et hjørnespark. Alisson i Brasiliens mål måtte levere en stor redning på stregen for at holde haitianerne fra at få scoret.

Brasilien fik bolden over stregen endnu flere gange i løbet af opgøret, men linjevogterne sørgede for, at de brasilianske mål blev annulleret.

Brasilien ligger nummer et i gruppe C og møder Skotland i holdets sidste gruppekamp før knockout-fasen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT