Optimistisk Kent Nielsen ser overraskelsen for sig i Brøndby
Træneren vil se optimistisme og højt anlagt spil, når Silkeborg jagter den første sejr i Brøndby siden 2010.
Kent Nielsen kan se en tendens i Superligaen.- Det er meget symptomatisk, at der hele tiden sker overraskelser, siger han.
Som eksempel peger den garvede træner fra Silkeborg IF på, at kun to hold formåede at leve op til deres favoritværdighed i den seneste runde.
Og den tanke er ganske belejlig at klamre sig til, hvis man er træner for et hold, der søndag skal til Brøndby Stadion og spille en sæsondefinerende kamp.
- Jeg kan godt se en overraskelse på Brøndby Stadion, siger Kent Nielsen.
Som flere gange før har den sidste fase i Superligaens grundspil udviklet sig til en højspændt affære.
Tidligere har flere hold i sidste spillerunde været viklet ind i kampen om at komme i top-6. I år er der tale om en direkte konfrontation mellem Brøndby og Silkeborg.
Ét af de to hold skal spille om metal i mesterskabsspillet, mens det andet hold ender i det markant mindre attraktive nedrykningsspil, hvor topmålet er en billet til Europa Playoff.
De to hold har lige mange point, men Silkeborg er tvunget til sejr, fordi klubbens målscore er svagere end Brøndbys. Dermed er Silkeborg underdog.
- Vi kommer med optimisme og respekt og også en afklarethed om, at vi ikke er favoritter. Men vi kan også godt se, hvordan vi kan få det resultat, vi har behov for.
- Vi synes faktisk, at vores præstationer har været stærke, og det er det, vi tager med os til Brøndby. Samtidig kan man sige, at selv om vi er nummer syv, så er vi altså kun fire point efter bronzepladsen. Det indikerer, hvor jævnbyrdig sæsonen har været, siger Kent Nielsen.
Silkeborg-træneren frygter altså ikke ligefrem turen til sin gamle hjemmebane, og han kommer til at indstille sit hold som til alle mulige andre kampe.
- Vi er bedst, når vi går optimistiske ind til en kamp og har et højt anlagt spil. Vi kommer ikke til at forsvare os i 80 minutter og håbe på, at Brøndby blotter sig i de sidste ti minutter. Sådan griber vi det ikke an.
- Vi vil rigtig, rigtig gerne have bolden, sætte noget sammen frem ad banen og true så tidligt som muligt. Vi anerkender, at de har dygtige spillere, og at vi selvfølgelig skal forsvare ihærdigt i perioder. Men det bliver ikke sådan en overtaktisk kamp fra vores side, siger Kent Nielsen.
Rent statistisk ser det svært ud for Silkeborg. Man skal helt tilbage til 2010 for at finde den seneste Silkeborg-sejr på Brøndby Stadion. Dengang scorede ikoniske navne som Kaimar Saag og Christian Holst, mens legendariske Henrik "Tømrer" Pedersen var i startopstillingen.
Men sådan noget statistik har Kent Nielsen ikke så meget tilovers for.
- Det er så bagudskuende, og vi er fremadskuende. Sådan nogle statistikker kan man altid finde. Når man sætter de mindre hold op mod de store hold, er det sjældent i de mindre holds favør.
- Vi er afklarede med, at vi ikke er favoritter, og at det er en større overraskelse, hvis vi kommer med, end hvis Brøndby kommer med, men vi tror på det, siger Kent Nielsen.
De to mandskaber støder sammen klokken 17.00 søndag eftermiddag, hvor alle de andre kampe også begynder.
/ritzau/