OL-guldvinder brækker armen i vildt styrt på banen

8. DEC 2024 • 11:11SPORT

Fire tilskuere og to baneryttere kom til skade efter et styrt i London, oplyser engelsk cykelforbund.

Det så vildt ud, da banerytterne Katy Marchant og Alessa-Catriona Propster lørdag styrtede ved et stævne i London.

British Cycling, der er Storbritanniens cykelforbund, oplyser, at Katy Marchant har brækket armen og er på hospitalet. Hun er i stabil tilstand.

- Katy Marchant er blevet behandlet af lægestaben på stedet og er blevet bragt på hospitalet for yderligere vurdering, oplyser British Cycling på X.

Katy Marchant, der i sommer vandt OL-guld i Paris med det britiske banelandshold, stillede lørdag op i disciplinen keirin ved et UCI-stævne i London.

Katy Marchant og tyskeren Alessa-Catriona Propster stødte sammen i toppen af banen og endte med at ryge ud over barrieren og ind i flere tilskuere. Propster skulle ifølge meldingerne ikke være kommet til skade.

British Cycling bekræfter, at to ryttere og fire tilskuere modtog behandling efter styrtet i Lee Valley Velopark i London.

Katy Marchant modtog behandling i omkring en halv time i velodromen, inden hun kunne transporteres videre.

Det engelske cykelforbund valgte derefter at aflyse resten af begivenhederne på banen lørdag aften.

Det er ikke første gang, at der er sket et slemt styrt på banen i Lee Valley Velopark. Også i sommeren 2022 var der et lignende styrt.

Styrtet for to år siden fik arrangørerne til at lave en højere barriere, som var i brug for blot anden gang i weekendens løb.

Barrieren forhindrede dog ikke de to ryttere i at styrte i høj fart ud af banen lørdag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT