Odense Håndbold smider tremålsføring og taber i Norge

5. OKT 2024 • 17:47SPORT

Silje Solberg tog knap halvdelen af Odenses forsøg i 26-24-sejren over danskerne i Champions League.

Odense Håndbold var lørdag tæt på en flot skalp i Champions League.

I cheftræner Ole Gustav Gjekstads første møde med den klub, som han vandt Champions League med tre gange, tabte Odense dog 24-26 til Vipers Kristiansand.

Det skyldes ikke mindst Vipers-målvogter Silje Solberg, som strålede med hele 22 redninger i opgøret. Blandt andet flere meget vigtige i slutfasen, hvor Odense smed en tremålsføring.

Med nederlaget har Odense nu fire point efter fire kampe i Champions League og ligger i midten af tabellen. Vipers har tre point efter sin første sejr.

Målvogter Althea Reinhardt gjorde sit til at hjælpe Odense til succes i første halvleg, hvor hun snuppede 8 af værternes 20 skudforsøg. Men hun blev overstrålet af kollegaen i den anden ende.

34-årige Silje Solberg havde således mere end almindeligt godt fat i blandt andre landsmanden Thale Deila og stod med en redningsprocent på 52 procent i de første 30 minutter.

Odense slap alligevel med skindet på næsen, rejste sig fra 0-4 i indledningen og var kun bagud 11-12 ved pausen, og det skyldes i høj grad en stærk defensiv og mange tekniske fejl af Vipers.

I anden halvleg måtte Odense helt undvære Helena Elver, som i slutningen af første halvleg fik et direkte rødt kort for at hive en Vipers-spiller i armen i en kontra.

Uden profilen blev fynboernes offensiv en smule uskarp, og det blev hurtigt 19-15 til hjemmeholdet efter en hæsblæsende start på anden halvleg.

Vipers lavede dog stadig mange fejl offensivt, og Yara ten Holte kom ind i gæsternes mål og fik særdeles godt fat, hvorfor føringen hurtigt smuldrede.

Andrea Aagot og Mie Højlund fik knækket koden til at passere Solberg, og så blev det stille og roligt 24-21 til Odense efter en periode på 13 minutter, som danskerne vandt 9-2.

Det var dog også det. Odense faldt sammen og holdt helt scoringsfri i de sidste seks minutter, selv om holdet kom frem til seks afslutninger.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT