Nyligt pensioneret profil bliver sportschef i Esbjerg Energy
Philip Larsen stoppede i marts ishockeykarrieren. Nu skal han være sportschef i Esbjerg Energy.
Den tidligere landsholdsspiller og NHL-back Philip Larsen bliver ny sportschef i Esbjerg Energy.Det skriver ishockeyklubben i en pressemeddelelse.
36-årige Larsen var indtil for få uger siden fortsat aktiv spiller i Esbjerg, men efter et nederlag til Rungsted Seier Capital i Metal Ligaens kvartfinaler hang han 22. marts skøjterne på knagen.
- Siden hans hjemkomst har det ligget i kortene, at vi gerne så ham som en blivende del af organisationen på grund af hans kompetencer og yngre alder, hvor han kommer med nye perspektiver, siger formand Søren Mathiasen.
- Philip var en dygtig og intelligent ishockeyspiller med en høj hockey-IQ. Han kan bidrage med sparring til trænerne, scouting af spillere og sikre kontinuitet og struktur.
Philip Larsen spillede i karrieren seks sæsoner i den bedste nordamerikanske liga, NHL, for Dallas Stars, Edmonton Oilers og Vancouver Canucks. I alt blev det til 151 kampe.
Sin bedste tid havde han dog i den europæiske liga KHL, hvor han i en årrække optrådte med stor succes for den russiske klub Ufa.
- Jeg har levet som aktiv spiller i mange år, og nu glæder jeg mig til at bruge mine relationer og erfaringer på en ny måde. Der er mange ting bag kulisserne, som jeg nu får indsigt i, og som jeg ser frem til at lære.
Mine kompetencer kan bringes i spil fra dag ét, og samtidig ved jeg, at der er områder, hvor jeg skal lære nyt - her får jeg god støtte fra bestyrelsen og organisationen, siger Philip Larsen.
Han fik i alt 78 landskampe, men fik sin sidste kamp i den rødhvide trøje tilbage i 2021.
/ritzau/
