Den danske stjerne Jonas Vingegaard vandt søndag Giro d'Italia, og følelserne sad efterfølgende uden på tøjet.
Danske Jonas Vingegaard (Visma) kunne søndag aften lade sig krone som vinder af årets Giro d'Italia.Iklædt den lyserøde førertrøje trillede han sikkert over målstregen i Rom. I et og samme moment blev Vingegaard den ottende rytter nogensinde til at vinde alle tre grand tours.
- Det er fantastisk. Det er noget, jeg har drømt om at kunne gøre i hele mit liv, siger en tydeligt rørt Vingegaard i vinderinterviewet efter søndagens 21. og sidste etape.
Efter et par indåndinger kunne den danske triumfator igen fortsætte:
- Det er specielt at være i stand til at kunne gøre det. Det er en særlig dag for mig. Jeg er tom for ord.
- Det gjorde det bare endnu bedre, at min familie også er her. Det giver mig tårer i øjnene, siger Jonas Vingegaard.
Kort efter søndagens samlede sejr var Vingegaard desuden i kontakt med kong Frederik, der i en kort telefonsamtale ønskede tillykke med Giro-sejren.
- Kongen lykønskede Jonas Vingegaard med sejren i Giro d'Italia. Med triumfen fuldender Vingegaard en af cykelsportens mest sjældne bedrifter, idet han nu har vundet alle tre Grand Tours efter tidligere at have vundet Tour de France to gange og Vuelta a España én gang, skriver kongehuset på Facebook.
Vingegaard har vundet Tour de France to gange, Vuelta a España i efteråret og altså nu også Giro d'Italia.
I den italienske grand tour har ingen været i nærheden af den danske stjerne. Hver gang det er gået opad, har Vingegaard været suveræn.
Det er blevet til fem etapesejre, og det på trods af, at Visma-stjernen ligesom mange andre har været lidt ramt af sygdom undervejs i den italienske rundtur.
Særligt i sidste uge har Vingegaard vist imponerende styrke. Når konkurrenterne har lidt på de store bjergetaper, har danskeren lignet en, der kørte på halv kraft.
Hvis Vingegaard kan bygge på forud for sommerens Tour de France, kan han blive en seriøs udfordrer for fænomenet Tadej Pogacar.
/ritzau/